Pension

Tjenestemand

Som pensioneret tjenestemand har du ret til tjenestemandspension resten af livet

 

Her på siden kan du læse om: 

 

Hvor meget får jeg?

Som tjenestemand har du ret til tjenestemandspension resten af dit liv. Det er din optjente pensionsalder og det løntrin/skalatrin, du er på, når du går på pension, der afgør, hvor meget du får i pension.

Pensionen reguleres en eller to gange årligt. Du kan se de gældende satser her.


Pensionsalder

Du optjener pensionsalder, efter hvor mange år du har været ansat som tjenestemand. Når du har været ansat et år på fuld tid, har du optjent en pensionsalder på 1 år.

Er du ansat på mindre end fuld tid, optjener du pensionsalder forholdsmæssigt. Hvis du eksempelvis er ansat på 50 pct. af fuld tid, optjener du altså et halvt års pensionsalder på et år.

 

Hvornår kan jeg gå på pension?

Som tjenestemand kan du i nogle tilfælde gå på pension, fra den måned du fylder 60 år. Det er en god idé at få din lokale kreds hjælp til at finde det bedste tidspunkt for dig at gå på pension. Kredsen kan også hjælpe med at beregne, hvad du får i pension.

Du kan læse mere om at gå på pension, før du når folkepensionsalderen her.

 

Få overblik over din pension

Du kan få et overblik over din tjenestemandspension på tjenestemandspension.dk.

Du skal være opmærksom på, at pensionsberegneren på hjemmesiden ikke skelner mellem skalatrin (det statslige lønsystem) og løntrin (det kommunale lønsystem), når pensionen beregnes. Det betyder, at beregningen ikke er korrekt i alle tilfælde, da lønnen ikke er ens på alle skala- og løntrin.

Det er derfor en god idé, at du søger rådgivning hos din kreds, når du skal træffe den endelige beslutning om, hvornår du ønsker at gå på pension.

PensionsInfo.dk
Pensionsinfo.dk kan du få overblik over din tjenestemandspension, din folkepension, dine ATP-indbetalinger, din(e) gruppelivsforsikring(er) og eventuelt andre privattegnede pensioner på én gang.



Til top