Læs her, hvem der har krav på ansættelsesbrev, og hvad det skal indeholde
Alle, der ansættes for en periode af mindst en måned med mindst otte arbejdstimer ugentligt, skal have et ansættelsesbrev. De otte arbejdstimer omsættes til 5 1/3 tilstedeværelsestimer.
Ansættelsesbrevet skal indeholde
- Dit navn
- Din stillingsbetegnelse
- Arbejdsgiverens navn
- Dit arbejdssted. Hvis du har flere arbejdssteder, skal hovedarbejdsstedet angives
- Beskæftigelsesgraden
- Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt:
Hvis du er ansat tidsbegrænset, skal du også have oplyst, hvornår ansættelsen ophører. Hvis der ikke kan fastsættes en bestemt dato for ophør, fordi du f.eks. ansættes for lærer NN, der er på barsel eller er sygemeldt, kan ansættelsen ske som en ”begivenhedsbegrænset ansættelse”.
Det betyder, at der ikke fastsættes en bestemt dato for ophør, men at ansættelsen ophører, når lærer NN vender tilbage fra barselsorlov eller sygdom. Hvis du bliver ansat tidsbegrænset på grund af en ”begivenhed”, har du krav på løbende at blive orienteret om, hvornår ansættelsen kan forventes at ophøre, og selve opsigelsesvarslet skal gives med så langt varsel som muligt.
- Oplysninger om løn, arbejdstid, ferie, opsigelsesvarsler, pension og udbetalingsterminer. Disse oplysninger kan erstattes af en henvisning til overenskomstens bestemmelser.
Du skal have ansættelsesbrevet ved tiltrædelsen, eller senest en måned efter ansættelsesforholdet er påbegyndt. Har du ikke fået et ansættelsesbrev på dette tidspunkt, bør du kontakte din tillidsrepræsentant eller din lokale kreds.



