I den overenskomst, der gælder for dig, står der noget om løn og noget om arbejdstid. Men den indeholder også aftaler, der fastsætter dine vilkår på en lang række andre områder, for eksempel ansættelse og afsked
På næsten alle områder har vores arbejdsgivere som udgangspunkt retten til at gøre, som de vil og træffe de beslutninger, de synes, er de rigtige – man taler også om at arbejdsgiveren har ledelsesretten. Gennem aftaler og overenskomster kan vi som ansatte få indflydelse på, hvordan ledelsesretten bruges - vi kan få del i de beslutninger, der har betydning for arbejdspladsen og/eller for den enkelte. Det drejer sig f.eks. om ansættelse og afsked.
På nogle områder er der lovgivning, der fastsætter minimumsrettigheder, som gælder for alle. På de områder kan vi aftale forbedringer for vores medlemmer. Det gælder f.eks. barselsorloven, hvor vi har aftalt, at man skal have fuld løn i en længere periode end loven lægger op til.
Her på siden beskriver vi de vilkår, der er aftalt centralt, dvs. mellem Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation og de forskellige arbejdsgivere på det offentlige område.
Der kan på nogle områder være lokale aftaler, der supplerer de centrale aftaler. Der kan også være retningslinjer, udarbejdet i samarbejds- eller MED-udvalget, som betyder noget for dine vilkår. Spørg din tillidsrepræsentant eller kredsen, hvis du vil vide, om der findes lokale aftaler eller retningslinjer der, hvor du er ansat.


