Hvis du er ansat efter en overenskomst med LC og er månedslønnet (eller timellønnet) og har en gennemsnitligt beskæftigelse på mindst 15 timer om ugen, er du omfattet af en gruppelivsforsikring hos Forenede Gruppeliv
Dør du, mens du er forsikret, udbetales der 370.000 kr. til dine efterladte. Hvis du får en kritisk sygdom, kan du være berettiget til et éngangsbeløb på 100.000 kr.
Hvad er gruppelivsforsikring?
Gruppelivsforsikringen er en kollektiv livsforsikring, hvor forsikringssummen alene udbetales ved den forsikredes død i forsikringsperioden. Forsikringsperioden er som udgangspunkt ansættelsesperioden.
Det er uden betydning, om døden skyldes ulykke eller sygdom. Forsikringen gælder både i og uden for arbejdstiden og dækker over hele verden, dog er død som følge af aktiv deltagelse i krig, oprør eller lignende ikke omfattet.
Aftalens område
Dækningen ophører altid ved udgangen af den måned, hvor du fratræder din stilling. Desuden ophører forsikringen ved udgangen af den måned, hvor du fylder 67 år, også selvom du fortsat er ansat.
Under lovligt fravær med løn eller med dagpenge i forbindelse med bl.a. barsel, adoption, orlov til pasning af døende er du dækket af forsikringen.
Under lovligt fravær på grund af tjenestefrihed uden løn (orlov) fortsætter dækningen uden præmiebetaling i indtil 3 måneder, forudsat ansættelsesforholdet består. Ved tjenestefrihed udover 3 måneder kan du henvende dig til Forenede Gruppeliv og aftale, at du selv betale præmien. På den måde vil du fortsat være dækket af ordningen.
Hvis du fratræder, fordi din erhvervsevne er nedsat med mindst 2/3 på grund af sygdom eller ulykkestilfælde, kan der fra fratrædelsestidspunktet ydes præmiefri dækning, så længe erhvervsudygtigheden varer, dog højst i 3 år og længst til det 67. år. Den præmiefri dækning ydes kun efter ansøgning. Ansøgning om præmiefritagelse rettes gennem arbejdsgiveren til Forenede Gruppeliv.
Forsikringsydelsen
Hvis du efterlader dig børn under 21 år, udbetales yderligere 30.000 kr. pr. barn.
Kritisk sygdom
I tilknytning til gruppelivsforsikringen er der en dækning, hvis du får en kritisk sygdom. De præcise diagnoser, som dækkes, fremgår af forsikringsbetingelserne. Det drejer sig hovedsageligt om kræft- og kredsløbssygdomme. Forsikringssummen er i øjeblikket på 100.000 kr. Til børn under 18 år, af ansatte, der er omfattet af ordningen, udbetales en forsikringssum på i øjeblikket kr. 50.000 ved kritisk sygdom.
Der stilles ingen krav om, hvad forsikringssummen skal anvendes til. Den kan bruges til f.eks. speciallægebehandling, anskaffelse af særlige hjælpemidler i hjemmet eller rekreation for at genvinde helbredet. Summen kan også anvendes til at betale gæld, til at gennemføre en rejse eller til at realisere andre ønsker.
Hvis du vil søge om dækning for en kritisk sygdom, skal du rette henvendelse til din arbejdsgiver, som fremskaffer ansøgningsskema fra Forenede Gruppeliv.
Ydelserne i tilfælde af død eller kritisk sygdom er skattefri.
Du kan læse nærmere om forsikringsbetingelserne på Forenede Gruppelivs hjemmeside. Klik her
Præmiebetaling
Du kan se præmiens størrelse på din lønseddel.
Præmiebetalingen foregår på den måde, at beløbet trækkes fra din løn, og samtidig får du et tillæg af samme størrelse som forsikringspræmien, et "gruppelivstillæg". Gruppelivstillægget er skattepligtig indkomst, men det indgår ikke i grundlaget for beregning af feriegodtgørelse og særlig feriegodtgørelse.
Ved at betale denne skat bliver forsikringsydelserne skattefrie. Der trækkes således ingen skat af de 370.000 kr./30.000 kr./100.000 kr./50.000 kr.
Fortsættelsesforsikring
Hvis du udtræder af gruppelivsaftalen inden udløb, kan du oprette en fortsættelsesforsikring i Forenede Gruppeliv. Fortsættelsesfor-sikringen kan oprettes med de forsikringsdækninger og forsikringssummer, du havde i gruppelivsforsikringen. Du kan vælge lavere forsikringssummer, fravælge forsikringsdækninger eller vælge kortere udløb.
Du skal ikke afgive helbredsoplysninger.
Fortsættelsesforsikringen er dyrere end gruppelivsforsikringen, da du skal betale individuel præmie.
Hvis du ønsker at oprette fortsættelsesforsikring, skal du kontakte Forenede Gruppeliv inden 6 måneder, fra du udtræder af gruppelivsaftalen.
Se i øvrigt Forenede Gruppelivs forsikringsbetingelser for aftale 85.034(Lærernes Centralorganisation), som er indgået mellem centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU). Find aftale 85.034 her
Forenede Gruppelivs adresse:
FORENEDE GRUPPELIV
Krumtappen 4, 1.sal
2500 Valby
Tlf. 39 16 78 00



