Her får du et overblik over planlægningsbestemmelserne i den centrale arbejdstidsaftale
Skoleårets planlægning
Gennem skoleårets planlægning har du og dine kolleger mulighed for at få indflydelse på planlægningen af det kommende skoleår.
Skoleårets planlægning på den enkelte skole er en proces, hvor ledelsen og alle skolens lærere og børnehaveklasseledere med udgangspunkt i de opstillede mål og de tildelte resurser drøfter og afklarer hvilke opgaver, der skal indgå i planlægningen.
Aftalen forudsætter altså, at planlægningen af skoleåret sker i et tæt samarbejde mellem skolens ledelse og lærerne og børnehaveklasselederne. Det foregår gennem de pligtige drøftelser.
Aktivitets- og mødeplan
Du skal have en aktivitetsplan og en mødeplan. I din aktivitetsplan skal du kunne se dine arbejdsopgaver og det forventede tidsforbrug.
Din mødeplan gælder kun for de opgaver, der ikke er omfattet af en helhedsaftale, en akkord eller en timeramme.
Mødeplanen fortæller, hvornår din arbejdstid er placeret, og hvilke opgaver, du skal løse inden for den del af din arbejdstid, der står på mødeplanen.



