Sådan bliver din pension indbetalt. Læs her, hvad du skal være opmærksom på, i forbindelse med oprettelsen af din pensionsordning
Når du bliver overenskomstansat, er du omfattet af en pensionsordning. Pensionsordningen bliver oprettet i Lærernes Pension (LP). Du kan se på din lønseddel, at der bliver indbetalt et beløb til LP. Når LP modtager den første pensionsindbetaling på dit CPR-nummer, opretter de automatisk en pensionsordning med de pensioner, som er aftalt i pensionsoverenskomsten.
Tilmelding til pensionsordningen
Din tilmelding til pensionsordningen sker, når din arbejdsgiver indsender dit pensionsbidrag første gang til Lærernes Pension. Når Lærernes Pension modtager de første indbetalinger, sender Lærernes Pension en indmeldelsespakke til dig. Indmeldelsespakken indeholder et velkomstbrev, en velkomstbrochure, en pensionsoversigt og en pensionserklæring.
Din pensionsordning er oprettet i henhold til bestemmelserne i den pensionsoverenskomst, som arbejdsmarkedets parter har fastlagt. Den indeholder bl.a. kapitalpension/engangsbeløb og pensionering. Du kan fravælge kapitalpensionen ved at henvende dig til Lærernes Pension.
Det er vigtigt, at du læser velkomstpakken grundigt og forholder dig til den medsendte pensionserklæring. Kan du sætte kryds ved ét eller flere af spørgsmålene på pensionserklæringen, skal den returneres til Lærernes Pension. Spørgsmålene omhandler fleksjob, førtidspension og invaliditetsydelse, og svares der ja på et eller flere af spørgsmålene, er du ikke berettiget til dækning ved invaliditet: Det vil sige invalidepension, børnepension ved invaliditet og præmiefritagelse. Der vil dog altid være den fulde dækning ved dødsfald. Det skal understreges, at du skal svarer på spørgsmålene på tro og love.
Hvis du ikke indsender pensionserklæringen, vil den pensionsoversigt, du har modtaget i velkomstpakken, være gældende.


