Når du skal have et barn er der mange praktiske ting, der skal ordnes. Som kommende forældre skal I blandt andet begynde at overveje, hvordan I vil holde orlov.
Som kommende forældre kan I sammensætte jeres barselsorlov på et utal af måder. Disse muligheder omtaler vi kun kort her.
Inden du beslutter dig for, hvordan din orlov skal skrues sammen, anbefaler vi, at du søger vejledning hos tillidsrepræsentanten eller kredsen. Du kan finde adresse og telefonnummer til din kreds ved at klikke på banneret "Find din kreds" her på siden.
Rettigheder
Du har som mor ret til lønnet graviditetsorlov i op til 6 uger før fødslen og lønnet barselsorlov i op til 14 uger efter fødslen. Som far har du ret til lønnet fædreorlov i op til 2 sammenhængende uger inden for de første 14 uger.
Efter de 14 uger starter der 32 ugers forældreorlov. Forældrene har i fællesskab 32 ugers dagpengeret, som de skal deles om. Skolen udbetaler fuld løn i seks af 32 ugers forældreorlov til moren, seks uger til faren og seks uger som enten den ene eller anden forælder kan tage, eller de kan deles. I alt 18 uger (tre gange seks uger) ud af de 32 ugers forældreorlov er med løn, hvis begge forældre er ansat på statens barselsaftale. Når skolen udbetaler fuld løn, får skolen refunderet forældrenes dagpenge i perioden.
Hvis den ene forælder er omfattet af en anden barselsaftale end statens barselsaftale, skal mulighederne for fuld løn i orlovperioden undersøges.
Derudover har du som forælder ret til omsorgsdage med løn.
Omsorgsdagsordningen er blevet omlagt som led i overenskomstforhandlingerne i 2005. Fra 1. oktober 2005 kan du få op til 16 omsorgsdage med løn pr. barn.
Hvis du er ansat i staten mv. den 1. oktober 2005 eller senere,
- uanset om dit barn er født/modtaget før eller efter 1. oktober 2005 og
- uanset at dit barn er født/modtaget før eller efter, at du blev ansat i staten, gælder de nye regler
Hvis du var ansat per den 1. oktober 2005 gælder de nye regler kun i forhold til børn, som du har født/modtaget den 1. oktober 2005 eller senere.
Du har ret til 2 omsorgsdage om året pr. barn til og med det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år (dvs. i barnets 8 første leveår). Omsorgsdagene kan ikke holdes før fødslen og bortfalder ved kalenderårets udløb.
Hvis du har uforbrugte omsorgsdage efter den gamle omsorgsdagsordning, bevarer du disse efter den 1. oktober 2005, og de bortfalder ikke ved kalenderårets udløb.



