Læs om hvilke muligheder du har, for at få en aftale om en seniorordning på din arbejdsplads
Hvis du ønsker en seniorordning, skal du i første omgang tale med din arbejdsgiver om det. Du skal være opmærksom på, at du ikke har krav på at få en senioraftale. Der skal være vilje til det hos din arbejdsgiver. Hvis du vurderer, at der på din arbejdsplads er mulighed for en få en aftale, skal du kontakte din lokale kreds. Medlemmer af landskredsen (kreds 181) skal dog kontakte sekretariatet.
Gradvis tilbagetrækning
Der er også en mulighed for, at der kan etableres en seniorordning med en aftrapning af job/charge. Du skal mindst være fyldt 55 år. Du skal have været ansat som chef/leder på fuld tid i de seneste 10 år inden overgangen. Det kan aftales, at du bevarer den samme pensionsindbetaling/optjening, som du havde med det timetal, du arbejdede, inden du overgik til seniorstillingen. Der kan aftales et tillæg på forskellen mellem lønnen i det tidligere job og lønnen i seniorstillingen. Udligningstillægget skal være fuldt aftrappet i løbet af 3 år.
Fastholdelse
Der kan aftales op til en dags frihed med sædvanlig løn pr. måned, hvis du er fyldt 62 år. Friheden kan afvikles som hele eller halve dage, enkeltvis eller i sammenhæng, samt som enkelttimer.
Hvis du er fyldt 62 år, kan der aftales en særlig fastholdelsesbonus, der kan komme til udbetaling, hvis du udskyder din fratræden indtil et nærmere aftalt tidspunkt.
Frivillig fratræden
Der kan aftales en frivillig fratræden, når personalereduktioner kan være nødvendige. Du skal være fyldt 62 år og ikke 65 (67 år, hvis du er fyldt 60 år før den 1. juli 1999). Dog kan der aftales fratrædelsesordninger, hvis du er mellem 60 og 62 år, hvis din arbejdsgiver skønner, at det er nødvendigt for at fremme den frivillige fratræden i forbindelse med større personalereduktioner.
Der kan til tjenestemænd blandt andet aftales et supplement som en årlig ydelse til pensionen, ekstra pensionsalder og et fratrædelsesbeløb. Hvis du er overenskomstansat, kan der blandt andet aftales et fratrædelsesbeløb, tjenestefrihed med løn og et ekstraordinært pensionsbidrag.



