Her kan du læse om den mere tekninske del af systemet bag den elektroniske urafstemning, som benyttes i Danmarks Lærerforening
Om valgsystemet
Afstemningen gennemføres af virksomhederne bag Assembly Voting.
Assembly Voting er et samarbejde mellem Siemens A/S og Aion ApS om gennemførelse af demokratisk gyldige elektroniske valghandlinger, der lever op til de højeste internationale standarder ift. teknisk opbygning, dokumentation og brugervenlighed.
Siemens A/S leverer teknologien, og Aion ApS står for organiseringen af valghandlinger med elektronisk stemmeafgivelse ved lov og vedtægtsbestemte valg i faglige organisationer og kommuner. Assembly Voting er i dag Danmarks mest benyttede elektroniske afstemningssystem, og har siden starten i 2001 været benyttet ved 150 valghandlinger med mere end 3.000.000 vælgere.
Læs mere om Assembly Voting
Valgsystemets opbygning
Ved brug af et elektronisk valgsystem er der nye sikkerhedsmæssige udfordringer, som det er nødvendigt at forholde sig til. Systemet skal overordnet set sikre, at tre grundlæggende principper overholdes:
1) at kun stemmeberettigede har mulighed for at stemme,
2) at der for hver stemmeberettigede kun registreres én gyldig stemme,
3) at der er fuld anonymitet omkring den afgivne stemme
Sikkerhedsproceduren til validering af den stemmeberettigede er baseret på indtastning af den enkeltes personlige valgkode, sammenholdt med en bruger ID. De afgivne stemmer i systemet krypteres, og det er således ikke muligt for andre at ”kigge med over skulderen”.
Registreringen af de afgivne stemmer lagres i en sikker database, som det ikke efterfølgende er muligt for valgkunde eller 3. part at få adgang til.
De udførende virksomheder bag det elektroniske afstemningssystem er endvidere underlagt loven om opbevaring og håndtering af persondata, hvilket gør identificering og offentliggørelse af data om enkeltpersoner til 3. part (herunder valgkunde) ulovlig.
Et uafhængigt backup serversystem sikrer, at data ikke går tabt i tilfælde af et uforudset nedbrud.
Systemet overvåges døgnet rundt i hele valgperioden, og uregelmæssigheder registreres løbende. På den baggrund er det muligt løbende at korrigere for eventuelle problemer, samt at evaluere hele valgforløbet minutiøst efter valgets ophør. Med til valgresultatet hører således en logfil, der beskriver valgets tekniske afvikling henover valgperioden.
Som udgangspunkt skal alle stemmeberettigede medlemmer have mulighed for at stemme via Internettet. Det er imidlertid umuligt at udelukke at enkelte vil have behov for hjælp, hvorfor en Hotline service vil være tilgængelig gennem hele afstemningsperioden.
Systemet er bygget op omkring en teknologi, der sikrer størst mulig tilgængelighed. Det indebærer, at mindre end 0,5 % vil have tekniske problemer med at stemme via Internettet. Systemet testes løbende i forhold til nye browserversioner, og der er endnu ikke identificeret en browserversion, der giver problemer ved stemmeafgivelsen.
Håndtering af data
Al datakommunikation af fortrolige medlemsdata mellem kunde og Assembly Voting systemet foregår via sikker ftp server. Datafiler hentes fra sikret server direkte ned på Memorystick for at undgå lagring af sensitive data på PC forbundet til Internettet.
Datafiler overføres fra Memorystick til krypteret drev på offline PC'ere som anvendes til generering af passwords/valgkoder, opsætning af valgsystem og generering af personlige valgkort/stemmesedler i PDF-format til print eller i HTML format som elektroniske valgkort.
I alle faser af databehandlingen gennemføres integritetscheck af data ift. antal cifre (bruger ID og Valgkoder) og overensstemmelse med leverede stamdata fra valgkunde. Integritetstestene gennemføres både elektronisk og ved manuelle stikprøver.
Ved godkendt valghandling og valgresultat, dvs. at der ikke inden indsigelsesfristens udløb er fundet uregelmæssigheder der kompromitterer valgets rigtighed, vil alle databaser med personoplysninger og stemmeafgivelser blevet destrueret.
Valideret og dokumenteret valgresultat
Valgresultatet kan valideres hvis der ikke i valghandlingen er indtruffet forhold af teknisk, organisatorisk eller kommunikativ karakter, der kan skabe usikkerhed om valgresultatets rigtighed.
Hovedkriteriet for validering af valgets rigtighed er, at de indtrufne uregelmæssigheder ikke må kunne have betydning for om det ene valgbare alternativ er valgt frem for det andet valgbare alternativ.
Med til afgørelsen af valgets rigtighed indgår logfilen over stemmeafgivelsens tekniske afvikling, og logbogen med opgørelse over de personlige henvendelser fra stemmeberettigede i valgperioden.


