Egentid

Her kan du læse om den del af arbejdstiden, der kaldes egentid. Egentiden er en centralt aftalt akkord. Inden for den afsatte tid – 400 eller 300 timer – har du selv ansvaret for at tilrettelægge arbejdet med de opgaver, som akkorden dækker

Til hver fuldtidsbeskæftiget lærer afsættes 400 timer til egentid.
Til børnehaveklasseledere afsættes 300 timer.

Hvilke opgaver?

Tiden anvendes til:
• individuel forberedelse og efterbehandling af undervisning og mødevirksomhed
• spontan kommunikation med forældre og elever uden for arbejdspladsen
• selvstændig faglig ajourføring.
Du administrerer selv de 300/400 timer under respekt for de opgaver, der forudsættes løst inden for den afsatte tid.

Mere tid til særlige opgaver

Inden for skoletiden kan skoleledelsen give yderligere tid til individuel forberedelse og efterbehandling af undervisningsforløb, der kræver noget særligt af den ansatte, fx lærere der varetager specialundervisning i særlige klasser, eller som varetager undervisningsopgaver, som er meget forskellige fra tidligere opgaver, eller hvor særlige sociale, faglige eller materielle forhold gør sig gældende.

Særligt på kostskoler

For lærere, der varetager kostskoletilsyn, reduceres egentiden i forhold til omfanget af kostskoletilsynet. Hvis du ønsker en beregning af din egentid i forbindelse med kostskoletilsyn, skal du henvende dig til din tillidsrepræsentant.