Løn og vilkår Opsigelse og forflyttelse

Sygeafsked

Hovedreglen er, at du skal lade være med at sige op selv, hvis du er syg. Kontakt din lokale kreds, hvis du ikke længere kan klare arbejdet.

Hvis du er syg, har du ret til at være sygemeldt med fuld løn. Før eller siden vil din arbejdsgiver afskedige dig på grund af sygdom. I de fleste tilfælde er det bedst for dig, at det sker så sent som muligt. Som regel gør du det dårligere for dig selv, hvis du selv siger op, men der er undtagelser. Kontakt din lokale kreds for at få hjælp.

Danmarks Lærerforenings rolle

Danmarks Lærerforening er altid inde i sager, hvor en arbejdsgiver vil afskedige en ansat. Vi kontakter dig, så snart vi hører fra din arbejdsgiver. Vil du i kontakt med os inden da, skal du gå til den lokale kreds. Vi sikrer os, at du bliver behandlet korrekt og rimeligt. Det sker kun sjældent, at vi kan gøre noget ved en afskedigelse, som skyldes sygdom.

Hvis din erhvervsevne er nedsat til mindre end halvdelen, og du er overenskomstansat, bør du altid kontakte Lærernes Pension - og så tidligt som muligt. Du kan ringe på tlf.: 70 21 61 31.

Hvis du er tjenestemand, har du brug for særlig rådgivning, hvis du er tæt på at fylde 60 år. Kontakt den lokale kreds hurtigst muligt.