Sygefravær

Syg i længere periode

Hvis du er sygemeldt fra dit arbejde i mere end 30 dage, skal du udfylde bestemte dokumenter og deltage i en række samtaler på jobcentret og din arbejdsplads.

 

Her på siden kan du læse om: 

 

Sygemeldt i en længere periode

Hvis du bliver sygemeldt i en længere periode, er der en række regler, der har betydning for, hvordan du skal forholde dig til i forhold til din arbejdsgiver og jobcentret.

Arbejdsplads
På din arbejdsplads skal du deltage i en sygefraværssamtale, og du vil i mange tilfælde også skulle udfylde en mulighedserklæring i samarbejde med din arbejdsgiver. Nogle gange sker de to ting, før du har været syg i 30 dage. Hvis du er sygemeldt i mere end 8 uger, kan I sammen lave en fastholdelsesplan.

Læs mere om, hvad der sker på din arbejdsplads, når du er syg.

Jobcenter
Hvis du er syg i mere end 30 dage, kommer jobcentret ind i billedet. Efter 30 dage skal din arbejdsgiver nemlig have sygedagpengerefusion fra jobcentret.

Du får fortsat din normale løn fra din arbejdsgiver, men fordi jobcentret udbetaler sygedagpengerefusion til arbejdsgiver, skal du udfylde et oplysningsskema og deltage i opfølgningsmøder på jobcentret. Du skal også deltage i aktivering, hvis jobcentret beslutter det.

Læs mere om, hvad der sker på jobcentret, når du er syg.

 

Få hjælp af din kreds

Din kreds kan hjælpe dig med individuel rådgivning, hvis du er syg og har brug for at få overblik over dine muligheder. Kredsen kan også give dig rådgivning i forhold til eller varetage kontakten med din arbejdsplads og jobcentret. Kredsen har tavshedspligt.

 

Efter sygemeldingen

Når du ikke længere er syg, vil du i langt de fleste tilfælde kunne vende tilbage til dit arbejde på normale vilkår. Nogle gange er det en god idé at aftale en langsom start med din arbejdsgiver, så du den første tid er på nedsat tid (til normal løn).

Hvis du ikke kan vende tilbage til dit arbejde på normale vilkår, er der flere muligheder for stadig at blive på dit arbejde med støtteordninger, særlige vilkår eller fleksjob. Du kan få hjælp og rådgivning af din lokale kreds.

 

Til top