Tjenstlig samtale Tjenstlig samtale

Tjenstlige sanktioner

Hvis du har begået tjenesteforseelse, kan arbejdsgiveren rette sanktioner imod dig.

Du kan begå tjenesteforseelse

  • ved at gøre noget, du ikke må
  • ved at forsømme at gøre noget, du har pligt til

Hvis du har begået tjenesteforseelse, kan din leder påtale det. En påtale er ikke en egentlig sanktion men en løftet pegefinger. Du skal gøre dit bedste for at rette op på det, din leder er utilfreds med.

Overenskomstansatte

Hvis du er overenskomstansat, er der principielt tre mulige sanktioner: advarsel, afsked med varsel, afsked uden varsel (bortvisning). Kontakt din lokale kreds for at få hjælp, så snart du bliver klar over, at du er i knibe.

 

Tjenestemænd

Hvis du er tjenestemand, er der en vifte af disciplinærstraffe, som din arbejdsgiver kan bruge: Advarsel, irettesættelse, bøde på indtil en halv månedsløn, flytning til andet arbejde, flytning til andet arbejdssted, degradering og afsked.
Tjenestemænd er beskyttet af regler om, at der skal have været en tjenstlig undersøgelse, inden man får en disciplinær straf. Det gælder dog ikke for de mildeste disciplinærstraffe (advarsel, irettesættelse og bøde på indtil 1/25 af en månedsløn).

En tjenstlig undersøgelse er det, som nogle kalder for en tjenestemandssag. Den ligner på mange måder en retssag, og du har brug for en advokat. Søg Danmarks Lærerforening om juridisk bistand og kontakt din lokale kreds for at få det sat i værk. Kredsen vil sende sagen videre til foreningens sekretariat. Hovedstyrelsen beslutter, om du får juridisk bistand, ofte gør formanden det på hovedstyrelsens vegne. Får du juridisk bistand fra foreningen, kommer du ikke selv til at betale advokaten.