Nyheder

Debat: Forskning skal ikke være myndigheds-betjening

Forskning skal ikke være politiserende eller foregå som myndighedsbetjening, lyder budskabet fra lærernes formand Anders Bondo Christensen i et debatindlæg, som er bragt i Dagbladet Politiken.

Af: Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening

I et forsøg på at forklare, hvorfor en undersøgelse om elevernes skoledag ikke blev offentliggjort, skrev direktør for SFI, Agi Csonka i et debatindlæg i Politiken den 10. februar:

- Den længere skoledag skal vurderes over for de goder, som den giver i forhold til mere variation, tid til fordybelse, mere spændende undervisning mv.

Det kunne jo give anledning til at stille spørgsmålet: Har eleverne med den længere skoledag fået mere variation, mere spændende undervisning, mere tid til fordybelse? Ja, det konkluderer direktøren for en af de to forskningsinstitutioner, der er ansvarlige for skolereformens følgeforskning altså, uden nogen form for forbehold.

Vi har igen og igen hørt den tidligere undervisningsminister Christine Antorini sælge skolereformen med præcist samme begrundelse, men derfra og til at direktøren for en forskningsinstitution konkluderer, at det rent faktisk også er tilfældet, er der dog et stykke vej. Mig bekendt er der ingen dokumentation for konklusionen måske snarer tværtimod.

I samme artikel gør Agi Csonka sig store bestræbelser på at forklare, hvorfor dokumentationen af, at 76 procent af eleverne synes, at skoledagen er for lang, ikke kan bruges til noget som helst. Agi Csonka vil insistere på ”den lidt nørdede og ikke særlig medie-funky drøftelse af, hvad man egentlig kan og ikke kan bruge resultaterne til.” Er det et princip, som direktøren selv har levet op til i forhold til sine konklusioner om den længere skoledags fortræffeligheder?

For nogle år siden skrev seniorforsker ved Aarhus Universitet, Rasmus Ejrnæs, en tankevækkende kronik i Politiken om, hvordan uafhængig sektorforskning efterhånden er blevet til myndighedsbetjening. Kronikken som bar overskriften ”Vidensamfundet skranter” fra 3. januar, 2014 kunne måske fortjene et genoptryk.