Nyheder

Kronik: Hvis er folkeskolen?

Når lærere fortæller, at det er svært at nå at forberede sig godt nok og svært at komme omkring hvert enkelt barn, og når børnene efterlyser noget så enkelt som skemalagte frikvarterer, så skal vi lytte. Det skriver DLF-næstformand Dorte Lange og tænketanken Børn, Viden og Politik i dagens Berlingske-kronik.

AF: Dorte Lange, næstformand Danmarks Lærerforening, Sine Penthin Grumløse, adjunkt og medstifter af tænketanken Børn, viden og politik

Milas, 4. klasse: »Det værste ved skolereformen er, at vi ikke har tid til at spille fodbold længere.«

Når danske skolepolitikere vil noget med folkeskolen, så vedtager de folkeskolereformer. Reformer skulle gerne medvirke til en bedre og mere tidssvarende skole, der understøtter skolens virke som både undervisnings-og dannelsesinstitution.

Gennem de seneste 15 år har folkeskolen været udsat for tre større reformer, og der har været 37 ændringer af folkeskoleloven i perioden. Ved den seneste folkeskolereform var heldagsskolen et mere eller mindre udtalt mål, og sådan blev det. Med ovenstående konsekvens for Milas og hans klassekammerater.

Vi har brug for, at politikerne sætter mål for den danske folkeskole.
Men hvis politikerne tror, at de med den seneste reform har sikret de rammer, der skal til, for at målet nås bedst muligt, tager de fejl. Spørger man skolens børn og lærere, synes resultatet snarere at være, at de rammer, der er sat for den seneste reform, svækker målet: At alle børn skal blive så dygtige, de kan.

Man glemte at inddrage skolens mennesker - store som små - i bestræbelsen på at skabe en endnu bedre folkeskole. Og så glemte man at trække på den viden, vi allerede har om, hvordan man understøtter udviklingen af en god skole.

På Christiansborg besluttede man, at en længere skoledag ville medføre, at danske skolebørn blev dygtigere. Beslutningen har hverken grundlag i forskning eller i internationale erfaringer.

Tværtimod betyder sammenkoblingen med de nye arbejdstidsregler for lærerne, at lærere har langt dårligere mulighed for at levere kvalitet i undervisningen. Og lærerens indsats er den faktor, man internationalt er enig om betyder mest for elevernes resultater.

Fra 2009 frem til folkeskolereformen faldt antallet af lærerstillinger med 11 pct., mens elevtallet kun faldt med 3 pct. Med folkeskolereformen er der kommet langt flere undervisningstimer til eleverne, uden at der er oprettet flere lærerstillinger.Tværtimod.

Lærerne har derfor alt for lidt tid til den enkelte elev, til at forberede undervisningen og til at samarbejde med kollegaer og forældre. Det er under de vilkår, at lærerne skal håndtere, at folkeskolens almindelige klasser nu også omfatter børn, der tidligere var henvist til specialtilbud.

Spørger man børnene, vidner deres svar om, at de enkelte skoler tolker og løfter opgaven meget forskelligt. Nogle børn er glade og tilfredse med deres skole, mens andre oplever, at særligt de lange skoledage forstyrrer i hverdagen, fordi børnene ikke længere oplever at have tid eller overskud til fritidsaktiviteter. Børnene fortæller også, at lange skoledage er særligt svære, hvis man i forvejen ikke trives i skolen.

Fra den praksisnære forskning ved vi, at børn deltager ganske forskelligt i den samme undervisning, og vi ved, at der rundt omkring i klasserne sidder børn, der ikke fungerer godt. Vi ved også, at når vi spørger børnene om, hvad der understøtter deres trivsel og dermed også deres læring, er svaret, at børnene befinder sig godt blandt hinanden og mødes af lærere, der ser dem som de små mennesker, de er.

Som lærer skal man have mulighed for at forberede og udføre en undervisning, der tager højde for det enkelte barns forudsætninger.
Lærerens mulighed for at opbygge relationer til den enkelte elev er helt afgørende. De gode relationer mellem lærer og elev er naturligvis vigtig for alle børn. Men vigtigst er relationen for børn, der finder det svært at indgå i undervisningen.

Derfor er det afgørende, at læreren kender sine elever og har tid og mulighed for at målrette undervisningen, så den tager udgangspunkt i den enkelte elevs betingelser.

De vigtige relationer mellem lærer og elever betyder, at undervisningen ikke uden videre kan overtages af en anden lærer. Den anerkendelse og tilgængelighed, som børnene efterspørger i hverdagen, kræver lærere der, udover at være velforberedt til at undervise i deres fag, har overskud til at se og rumme det enkelte barn i undervisningen.

Børnene efterspørger ikke blot skoledage, der kan fungere sammen med de andre aktiviteter, man som barn også gerne vil have i sin hverdag andre steder end i skolen. Børn ønsker også indflydelse på, hvordan deres hverdag stykkes sammen. Det højner deres trivsel, og bedre trivsel understøtter deres læring.

Der er ingen børn, der lærer mere af at være bænket i skolen i længere tid. Den »anderledes og spændende skoledag«, som var en del af markedsføringen af skolereformen, ender som tom snak, hvis lærerne ikke har mulighed for at forberede den. Så ender skoledagen med at blive tilfældige aktiviteter uden struktur og formål.

Børnene peger også på vigtigheden af, at lærerne er velforberedt til hver enkelt time og har blik for børnene som mennesker, hvor faglighed og socialitet hænger sammen. Børn, der møder stressede voksne, som ikke har overskud til at arbejde med børnenes forskellige forudsætninger, har ikke gode betingelser for at blive dygtige.

Lærerne har valgt deres uddannelse, fordi de elsker at undervise og gøre en forskel for den enkelte elev. At lykkes som lærer er for mange det samme som at lykkes som menneske. Hvis lærerne oplever ikke at kunne levere kvalitet i undervisningen pga. for dårlige rammer for skolens arbejde, er det selve glæden ved lærerfaget som undergraves.

De forringede muligheder for at levere kvalitet i undervisningen kan aflæses direkte i kommunernes alvorlige problemer med at rekruttere og fastholde uddannede lærere i folkeskolen. Og fremtidsperspektivet er skræmmende. To ud af tre lærere har inden for det seneste år overvejet at forlade lærerfaget. Både lærere og elever er altså i øjeblikket ramt af en række negative konsekvenser af folkeskolereformen, som blev gennemført helt uden, at nogen af parterne reelt blev inddraget.

Vil man tage de bekymringer alvorligt, som skolens mennesker udtrykker i disse år, bør man inddrage både elever og lærere.
Når lærere fortæller, at det er svært at nå at forberede sig godt nok og svært at komme omkring hvert enkelt barn, og når børnene efterlyser noget så enkelt som skemalagte frikvarterer, så skal vi lytte.

Man ved fra forskningen, at det er afgørende for kvaliteten i undervisningen, at lærerne føler sig sikre i deres fag og i deres rolle som undervisere - og at de tilsvarende har indflydelse på skolens arbejde. Politikernes opgave er at sætte mål og samtidig sikre, at rammerne gør det muligt for lærerne at opfylde målene.

Det betyder, at lærerne skal sikres de bedste uddannelser og de bedste betingelser for at arbejde med børnenes faglige og sociale kompetencer. Politikerne skal ligeledes sikre børnene gode muligheder for at deltage i skolen som elever. De børn, der har brug for ekstra opmærksomhed i undervisningen, skal have det. Vi skal som samfund have råd til at understøtte det enkelte barns deltagelse i undervisningen, f. eks. ved mere brug af to-lærer-ordninger.

Ligeledes skal der være ressourcer til, at de elever, der allerede er fagligt stærke, får mulighed for at blive endnu dygtigere.

Skal man udfordre et barn, kræver det tid og opmærksomhed - to ting, der har ganske dårlige betingelser, når den enkelte lærer har ansvaret for 28 elevers i øvrigt ret forskellige betingelser for at deltage i undervisningen. Resultatet er alt for ofte, at der undervises efter midtergruppen - ikke fordi det er bedst for alle, men fordi det er det, der rent praktisk lader sig gøre.

Undervisningsministeren har på det seneste flere gange understreget, at skolerne har mulighed for i sådanne situationer at bruge ressourcen fra den såkaldte »understøttende undervisning« til i stedet at sikre to lærere i den fagopdelte undervisning. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Danske politikere må i den kommende tid erkende, at mange børn føler sig moslet ned af skolen i disse år. Også selvom hensigten med reformen var en anden.