Nyheder

Stress og voksende arbejdspres tynger flere og flere offentligt ansatte

Hver anden offentligt ansat føler sig stresset, og 82 procent arbejder mere i dag end for fem år siden, viser Megafon-måling foretaget for Dagbladet Politiken. Forsker kalder det en stress-epidemi.

Medarbejderne på tværs af den offentlige sektor oplever i stigende grad, at de arbejder i en cocktail af stress og voksende arbejdsbyrder. Det fremgår ifølge Dagbladet Politiken af en spørgeskema-undersøgelse, som analyseinstituttet Megafon har gennemført for Politiken og TV2.

Mere end 80 procent af de offentligt ansatte oplever således, at arbejdsmængden og arbejdspresset er større i dag, end det var for fem år siden. Og næsten hver anden offentligt ansat føler sig stresset på jobbet. Det viser målingen, der samtidig afdækker store forskelle på det offentlige og private arbejdsmarked, når det gælder medarbejdernes oplevelse af arbejdspres og stress, skriver avisen.

Blandt de privatansatte er det langt færre, der føler sig stressede og som oplever, at arbejdspresset er vokset de seneste år.

Læs også: Dagbladet Politiken: Offentligt ansatte er tynget af stress og voksende arbejdspress

- Var jeg arbejdsgiver i det offentlige, ville jeg helt klart være alarmeret, siger Malene Friis Andersen, psykolog med speciale i stress, trivsel og sygefravær, konsulent i en række private organisationer og forsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

- Det vi skal huske er, at når stressen sætter ind, så reduceres arbejdsevnen ret hurtigt. Det går især ud over hukommelsen, koncentrationen, din evne til at prioritere, til at forvalte din egen tid og dine evner til at samarbejde, og det er jo i høj grad færdigheder, man har brug for i det offentlige, når man arbejder med og igennem andre mennesker i skolen, på sygehuset eller på plejehjemmet, fortæller hun til Dagbladet Politiken.

Arbejdspsykolog: Det ligner en stress-epidemi
Arbejdspsykolog Einar Baldursson kalder de nye tal alarmerende høje og »stigende på en måde, der ligner en epidemi« i den offentlige sektor:

- Når jeg ser jeres nye tal for, hvor mange offentligt ansatte der føler sig stresset, må jeg sige, at situationen er værre, end jeg troede. De her tal bringer os klart ind i det røde felt – den viden, vi har, om de helbredsproblemer, stress medfører, peger på, at samfundet er på vej mod en sundhedskrise, siger Einer Baldursson, der også er lektor på Center for Klinisk Hverdagspsykologi ved Aalborg Universitet.

 - Bare folkeskolen er jo blevet ændret væsentligt flere gange de seneste 15 år. Det har enorm betydning for lærernes arbejde og elevernes vilkår. Andre steder i det offentlige – du kan se det på f.eks. hospitalerne og på plejehjemmene og i daginstitutionerne – er der hele tiden nye dokumentationskrav, ændrede arbejdsmåder, effektiviseringer, nedskæringer, og så er der hele den der new public management-filosofi, som Moderniseringsstyrelsen fører sig frem med, og som har kørt de seneste årtier, med kontrol og evalueringer, nye ledelsesformer, målstyring og ændrede rammer. Alt sammen forandringer, som medarbejderne i det offentlige konstant udsættes for. Det er en del af problemet – en anden del er selve tempoet for forandringer«.

Læs også: Dagbladet Politiken: De nye tal er alvorlige sager - Det ligner en stress-epidemi