Nyheder / DLF på dagsordenen

17.000 lærere har valgt skolen fra

Mere end hver femte læreruddannede arbejder ikke i skolen, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Problematisk, når der er lærermangel i folkeskolen, lyder det fra Anders Bondo.

At man har en læreruddannelse er ikke ensbetydende med, at man vælger et job i folkeskolen. Det viser en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening.

Helt konkret arbejdede 23 procent af de læreruddannede i september 2014 uden for grundskolen.

Det er problematisk, når vi lige nu står i en situation med lærermangel, siger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til Politiken.

LÆS OGSÅ: Analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

- Det er en udvikling, der går stærkt. Og vi skal passe på, vi ikke ender på den anden side af point of no return som i Sverige, siger han til Politiken og henviser til, at man Sverige i dag mangler 60.000 lærere og forventer, at det tal når 100.000 i 2020.

Løsningen er ifølge lærermanden igen at gøre folkeskolen til en attraktiv arbejdsplads, så folkeskolen kan holde på de lærere, der er i skolen, og få dem, der arbejder uden for folkeskolen, tilbage:

- Vi skal sørge for, at folkeskolen er en attraktiv arbejdsplads for lærerne, for ellers kan vi ikke holde på dem i folkeskolerne. Og vi kan ikke undvære dem, så havner vi i svenske tilstande, siger Anders Bondo Christensen til Politiken. 

Anders Bondo Christensen har i dag foretræde for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg om lærermangel, hvor han blandt andet har tallene fra AE med: 

- Forhåbentlig kan vi skabe et fælles billede, som er nødvendigt for, at vi kan få gjort noget ved situationen, siger han til Politiken. 

LÆS OGSÅ: Pjece om rekrutteringsproblemer i folkeskolen