Nyheder

Eksperter: Uddannede lærere er afgørende for at løfte eleverne

Uddannede lærere er afgørende for at løfte de svageste elever i folkeskolen, lyder det fra flere forskere i Jyllands-Posten i dag. Forskerne bakkes op af flere analyser.

Det har stor betydning for elevernes udbytte af undervisningen, om de bliver undervist af en uddannet lærer eller ej. Sådan lyder det fra flere forskere i Jyllands-Posten, der i dag har en artikel om, at der er store karakterforskelle fra kommune til kommune, og at der ses en sammenhæng mellem elevernes karakterer og andelen af uddannede lærere i kommunen.

Professor Jens Rasmussen fra Aarhus Universitet og Andreas Rasch-Christensen, forskningschef på professionshøjskolen VIA, peger i Jyllands-Posten på lærernes uddannelse som en afgørende faktor for, om eleverne kan løftes.

Læs også: Jyllands-Posten: Eksperter: Der er unødvendig stor forskel på danske elevers karakterer 

- Det triste er, at den forskel, der er på eleverne, når de begynder i skole, i dag ofte øges i løbet af deres skolegang. Det opløftende er, at det kan lade sig gøre at mindske forskellen, siger professor Jens Rasmussen, Aarhus Universitet, til Jyllands-Posten.

Han bakkes op af Andreas Rasch-Christensen, forskningschef på professionshøjskolen VIA:

- Det er ikke raketvidenskab, men man må bare erkende, at det altså kræver en investering i skolernes muligheder for at skabe god undervisning, hvis man vil ændre billedet, siger Andreas Rasch-Christensen, forskningschef på professionshøjskolen VIA, til Jyllands-Posten.

Forskningschefen fremhæver over for avisen udvikling af lærernes kompetencer, mindre klasser eller muligheden for at have to lærere i en klasse som faktorer, der kan løfte elever.

Forskerne bakkes op af flere analyser, der til sammen viser, at der er en sammenhæng mellem elevernes karakter og andelen af ikke-uddannede lærere i kommunen: På landsplan er det 84 pct. af alle lærere, der har taget en læreruddannelse, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. I Lolland Kommune er det kun 74 pct. af lærerne. Og det kan ses på karaktererne, skriver Jyllands-Posten og henviser til tal fra Danmarks Statistik, der viser, at der - set over tre år - er knap tre karakterers forskel på de gennemsnitlige afgangskarakterer i Hørsholm Kommune nord for København og Lolland Kommune.