Nyheder

Kronik: Styrk den mangfoldige folkeskole

Af Anders Bondo og Morten Østergaard

Folkeskolen er på godt og ondt et spejl af resten af samfundet. Når samfundet i stigende grad er opdelt efter sociale og etniske skillelinjer, afspejles det i skolen. Dermed er der risiko for, at den mangfoldighed, der traditionelt har kendetegnet folkeskolen, går tabt.

Men Danmark er ikke tjent med et mere og mere opdelt skolelandskab, hvor danske elever med og uden indvandrerbaggrund isoleres på hver deres skoler, så skoler, der ligger side om side, bliver små reservater, hvor børn mest møder dem, der ligner dem selv.

Så lærer man ikke hinanden at kende på kryds og tværs. Man bor og leger tæt på hinanden, men ikke sammen. Dermed går vi glip af skolens unikke mulighed for at skabe fællesskab og sammenhold på tværs af sociale og kulturelle forskelle.

Det er et alvorligt problem. For det er i folkeskolen, vi lægger grundstenen til det fællesskab, vores demokrati bygger på. Her møder eleverne børn med andre forudsætninger end de selv. De indgår i et forpligtende fællesskab, får venner, kommer i hinandens hjem, har konflikter, løser dem og bliver hele tiden klogere – også på hinanden og på livet. Derfor må vi tage hånd om, at den danske folkeskole fortsat kan være stedet, hvor vi mødes på tværs af forskelligheder og rustes til at leve sammen.

Skolen og demokratiet

Danmark har en lang og god tradition for, at forældre kan vælge en friskole til deres børn på baggrund af særlige pædagogiske ideer og værdier. Men det bør altid bunde i et tilvalg – ikke et fravalg af folkeskolen. Vi har et problem, hvis store grupper ressourcestærke forældre fravælger den lokale folkeskole, fordi de f.eks. ser andelen af tosprogede elever som et problem. Når skoler bliver opdelt, fratager det vores børn muligheden for at få en bredere horisont og erfaringer med børn, der er forskellige fra dem selv. Vi skal ikke acceptere, at elevernes udbytte af folkeskolen afhænger af deres sociale baggrund og boligområde.

Problemet løser ikke sig selv. Tværtimod er det selvforstærkende. Når der er over 30 pct. tosprogede elever på en skole, accelererer opdelingen som regel på få år, fordi etnisk danske forældre fravælger skolen. Udviklingen er en direkte følge af, at vi i resten af samfundet i stigende grad isolerer os med andre, der ligner os selv socialt og kulturelt. Men netop derfor skal vi holde fast i, at folkeskolen skal have en særlig funktion som stedet, hvor vi mødes på tværs af de forskelle, der ellers deler samfundet.

Vi skal hverken pege fingre ad forældre, som fravælger den lokale folkeskole med en overvægt af tosprogede elever, eller af skoler med socioøkonomiske udfordringer. Vi skal skabe skoler, der afspejler det samfund, vi lever i, og som opleves som hjemmebane af alle børnene.
Debatten har raset i årevis – om ghettoskoler, indvandrermødre, der ikke taler dansk, speltmødre, der er sig selv nok, og om Langkær Gymnasium, hvor en fortvivlet rektor gik kontroversielt til værks for at få etnisk danske elever til at blive. Der er blevet peget fingre og sagt grimme ord. Man kan altid jage overskrifter og likes i debat-manegen ved at rette hårde paroler mod børn og forældre med anden etnisk baggrund.
Men viljen til at løse problemet har manglet. Og det er faktisk lige så alvorligt som den uundgåelige oplevelse af udstødelse, de gentagne angreb afføder hos børn og forældre med anden etnisk baggrund. Problemet skal løses. Det drejer sig om vores demokrati og fællesskab!

Skoler skal afspejle samfundet

Vi må tage fat. Både på Christiansborg, på rådhusene og på den enkelte skole.

På Christiansborg bør man gøre det krystalklart, at det at drive skole og forberede eleverne til at deltage i et samfund med frihed og folkestyre også omfatter et ansvar for, at skolerne afspejler det omgivende samfund. At kommunalbestyrelsen har en forpligtelse til at sikre, at elevsammensætningen i videst mulige omfang afspejler befolkningssammensætningen. Og så må man give kommunerne de redskaber, der skal til:

Vi bør genindføre specialiseringen i dansk som andetsprog på læreruddannelsen, så lærerne får forudsætninger for at løfte alle børn. Ikke kun dansklæreren, men også idræts- og fysiklæreren skal have viden om særlige udfordringer, når elevernes modersmål ikke er dansk. Alle skoler bør have en gruppe lærere med særlige kompetencer til at undervise tosprogede elever, som kan vejlede kollegerne.

Herudover bør vi sikre særlige ressourcer til de skoler, som oplever en stadigt mere skæv elevsammensætning, fordi mange forældre i lokalområdet fravælger dem. Det kan være ressourcer til efteruddannelse af lærerne eller mulighed for at udvikle en særlig profil på skolen.

Endelig bør det slås fast, at alle elever har samme rettigheder – uanset etnisk og social baggrund. Demokrati er ikke kun noget, der undervises i, men noget, skolens virke skal være præget af.

Lokal frihed uden rigide kvoter

Kommunerne bør forpligtes til at skabe skoler, som afspejler befolkningssammensætningen. Men respekten for lokale løsninger er vigtig. Rigide nationale kvoter for elevfordeling er ikke vejen frem.

Det er umuligt at forestille sig en national kvote, som ikke vil være enten for lav eller for høj i de fleste kommuner; andelen af elever med udenlandsk herkomst er noget højere i Ishøj end i Svendborg. Det giver ikke mening per automatik at kræve samme elevsammensætning i hele kommunen – uden hensyn til lokale forhold. I en storby giver et fælles mål bedre mening end i en kommune med én større by og mange landsbyer, hvor problemet ikke viser sig i et rigidt gennemsnit.

Det er en dårlig idé at køre børn væk i bus, for at de kan gå i skole et andet sted end hvor de bor. Derfor skal der være fleksibilitet inden for den overordnede forpligtelse. Men det er muligt at opnå en langt bedre balance, for vi bor tæt i Danmark; afstandene mellem meget opdelte skoler er små.

Vi skal ikke trække bestemte løsninger ned over kommuner og skoler. De skal findes lokalt, for det er afgørende, at elever, forældre, lærere og øvrige ansatte bakker op. En overbygningsskole, hvor eleverne samles fra flere skoledistrikter, har nogle steder skabt en bedre elevsammensætning. Andre steder har forskellige tilbud og profiler på skoler, der i realiteten har haft fælles eller delt skoledistrikt, brudt gamle fordelingsmønstre ned. Løsningerne kan være mange. Alle indebærer dilemmaer. Men når vi kræver, at kommunerne har pligt til at tage fat om problemet, beder vi også om, at enkelte skoler ikke står alene med opgaven.

Ressourcer skal der til

Der skal ressourcer til. På skolerne har ledere og lærere i årevis kæmpet for at drive gode skoler under vanskelige betingelser. Når skolen fravælges, og elevtallet falder, bliver der færre penge at gøre godt med. Men det er netop på de skoler, der er særligt brug for ressourcer; mange elever med brug for en ekstra hjælpende hånd, lærere med brug for ekstra kompetencer, et forældresamarbejde, som kræver mere. Ofte er der brug for at renovere eller nybygge for at give en udsat skole en ny start. I stedet tales lærere og ledere ned til og foreslås en »Løkke-pose«. Som om der skal belønninger til for at hjælpe på motivationen på udsatte skoler. Det er fornærmende!

Det er en problemstilling med mange facetter. Der findes ingen enkle og hurtige løsninger. At finde lokale løsninger kræver vilje, mod, dialog og inddragelse af ledere, lærere, elever og forældre. Men det er bestemt muligt at gøre fællesskabet i skolen større og mere mangfoldigt. Og sådan tager vi samtidig skridt mod et større og mere mangfoldigt Danmark. Det er et fælles ansvar. Grundstenen til fremtidens samfund lægger vi nemlig i skolen.

Kronikken er bragt i Berlingske 16. august 2017.