Nyheder

Lærerforening har brug for forældre i kamp mod mobning

Lærerne ser opgaven i at sikre god trivsel i klasserne som deres, men de har brug for at samarbejde med forældrene, siger Danmarks Lærerforening.

Lærerne har klart det største ansvar for at sikre, at børn har det godt i skolen, og at mobning ikke finder sted. Men de kan ikke gøre det uden forældrenes hjælp.

Det fortæller næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange efter en ny undersøgelse har vist, at trivsel er øverst på listen over ting, forældre til de nye skolebørn kerer sig om op til første skoledag.

Undersøgelsen viser også, at langt over halvdelen af forældrene føler, at de har et medansvar.

- Vi genkender, at forældrene har et stort fokus på dette her. Og vi genkender heldigvis også, at forældrene gerne vil støtte op om indsatsen for at skabe et godt miljø i klassen. Det er noget, mange skolebestyrelser har stort fokus på, og det er rigtig godt, siger Dorte Lange til Ritzau.

Undersøgelsen, der er foretaget af Red Barnet og Mary Fonden, viser, at forældrene mener, at det største ansvar for at forebygge og håndtere mobning ligger hos lærerne. Det er Danmarks Lærerforening helt enige i:

- Forældrene er ikke på skolen, så det er helt rigtigt, at det er skolens og lærernes opgave at sikre det gode miljø. Men vi kan ikke gøre det, uden at forældrene bakker op. Derfor er samarbejdet mellem forældre og skole utroligt vigtigt, siger Dorte Lange.

Forældrenes hjælp er ikke blevet mindre vigtig siden folkeskolereformen, siger Danmarks Lærerforening. Ifølge Dorte Lange underviser lærerne nu over en tredjedel mere og er blevet 14 procent færre siden reformen.

- Det betyder, at den tid, der tidligere blev brugt på at forberede en spændende undervisning, der kunne bjergtage eleverne, og ikke mindst den tid, hvor lærerne kunne samarbejde med forældrene, er blevet mindre, siger Dorte Lange. 

Emner

Målgruppe