Nyheder

Rekordmange påbud for vold mod lærere

Arbejdstilsynet reagerede sidste år 75 gange over for folkeskoler, der har problemer med vold mod lærerne, viser data fra tilsynet, som Avisen.dk har gennemgået.

Stole flyver igennem klasselokalerne. Lærere bliver bidt og slået af frustrerede og udadreagerende elever. Nogle lærere bliver overfaldet af elever bevæbnet med jernrør eller knive.

Sidste år gav Arbejdstilsynet rekordmange påbud til folkeskoler, fordi lærerne bliver udsat for vold.

Det viser data fra tilsynet, som Avisen.dk har gennemgået.

I 2016 reagerede Arbejdstilsynet 74 gange på grund af vold og traumatiske hændelser inden for kategorien folkeskoler og lignende, som også dækker over privatskoler og specialklasser.

Af reaktionerne var 45 påbud og to strakspåbud, som er de mest alvorlige reaktioner. Det er det største antal reaktioner for vold nogensinde.

- Det er vildt alarmerende tal, som jeg ikke mener, vi kan acceptere. Noget af det, der kan forklare den udvikling, er, at lærerne simpelthen ikke har mulighed for at give eleverne den særlige støtte, de har brug for, siger næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange.

Danmarks Lærerforening ser inklusionen af elever med særlige behov som den primære forklaring på de mange tilfælde af vold mod lærere. Foreningen peger også på, at der de seneste år er kommet flere elever i klasserne i 0-3. klasse, og at et stigende antal elever begynder som ikke skoleparate, fordi kommunerne afviser forældres ønske om at udsætte skolestarten.

De mange reaktioner fra Arbejdstilsynet på landets folkeskoler kommer bag på psykolog Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, som også forsker i vold på arbejdspladser.

- Det er nogle høje tal, når man tænker på, at det er folkeskoler, vi snakker om. Risiko for vold er jo normalt noget, vi ser på bosteder for psykisk syge og psykiatriske afdelinger, siger han.

Han understreger, at der er forskel på at blive udsat for vold af en voksen og et barn.

- Men det kan også virke meget grænseoverskridende og chokerende, at børn kan være så voldsomme i en helt almindelig folkeskole. De her tal tyder på, at der er nogle skoler, der skal til at tænke sikkerhed på en helt anden måde og skal til at udarbejde procedurer for, hvordan de håndterer det her, siger han.

I Kommunernes Landsforening (KL), der har det øverste ansvar for lærernes arbejdsforhold, er de allerede meget opmærksomme på problematikken, forklarer Michael Ziegler (K), som er formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

- Igennem de senere år har vi oprustet i arbejdet med at vejlede, informere og inspirere til det forebyggende arbejde. Om vi kan opruste yderligere, er jeg lidt usikker på, for vi har allerede meget stærkt fokus på det, siger han.

Michael Ziegler mener ikke nødvendigvis, at stigningen i antallet af reaktioner fra Arbejdstilsynet er et udtryk for øget vold mod lærerne.

- Det kan også skyldes, at Arbejdstilsynet har meget mere fokus på det her nu, end de havde tidligere. Det er slet, slet ikke for at bortforklare. For de tilfælde, hvor Arbejdstilsynet har givet påbud, er det jo et reelt problem og noget, vi tager alvorligt, siger han.

I Arbejdstilsynet bekræfter de, at de har haft et øget fokus på vold mod folkeskolelærere i 2015 og 2016.

- Vi har haft et udvidet risikobaseret tilsyn og øget fokus på vold og tusler mod lærere, fordi vi ved, at de er en gruppe, der er i særlig risiko for at blive udbrændte, siger Karsten Refsgaard, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet med ansvar for folkeskoler.

Det øget fokus har betydet, at Arbejdstilsynet har brugt længere tid per tilsyn og fokuseret tiden på tilsynet med det psykiske arbejdsmiljø. Men man har ikke været på flere tilsyn på folkeskoler i 2016 og 2015 end de foregående år.

I 2016 besøgte Arbejdstilsynet 347 skoler. Hvis man ser på, hvor mange reaktioner Arbejdstilsynet har givet for vold og traumatiske hændelser per tilsyn, er tallet også rekordhøjt i 2016 og højere end gennemsnittet i 2015 og tegner til at blive det samme i 2017.

Læs eventuelt artiklen på Avisen.dk eller følg deres deres tema om vold mod folkeskolelærere.