Nyheder

Statens topforhandler varsler opgør med Finansministeriet

Chefforhandler Flemming Vinther, formand for Centralorganisationens Fællesudvalg, løftede onsdag sløret for det, han kalder et opgør med den finansministerielle logik.

Onsdag samledes over 100 af de vigtigste overenskomstforhandlere på det offentlige område til forhandlerkonference hos Djøf. I forbindelse med konferencen løftede de statsligt ansattes chefforhandler Flemming Vinther, formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), sløret for nogle af de krav, der bliver afgørende, når CFU i efteråret skal forhandle overenskomst med Finansministeriet.

Vigtigst for Flemming Vinther er det, han kalder et opgør med den finansministerielle logik, der betyder nedskæringer i den offentlige sektor:

- Normalt ville vi ikke blande os i, hvad der foregår på Christiansborg, ligesom vi forventer, at Christiansborg holder nallerne fra vores overenskomster. Men når den nedskæringspolitik, der bliver dikteret fra Christiansborg, har så voldsomme konsekvenser for medarbejderne i den offentlige sektor, bliver vi nødt til at sige stop, siger Flemming Vinther og fortsætter:

- Vi vil et opgør med Finansministeriets nedskæringspolitik. Fra start til slut kommer vi til at sige nej til videreførelsen af en praksis, hvor et politisk italesat hul i den offentlige kasse skal fyldes ved at forringe vilkårene for vores medlemmer.

På konferencen deltog også minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), der får en central rolle, når efterårets overenskomstforhandlinger går i gang.

Det afholder ikke Flemming Vinther fra at udnævne efterårets overenskomstforhandlinger som nogle af de sværeste i mange år:

- Det bliver bestemt ikke let, og når vi samtidig har et par potentielle ”bomber” som en 2025-plan og lancering af sammenhængsreformen, der detonerer lige umiddelbart, før vi sætter os til forhandlingsbordet, kandiderer OK18 til titlen som de sværeste overenskomstforhandlinger i mange år.

Men udsigten til svære forhandlinger får dog ikke Flemming Vinther til at slække på kravene. Han siger afslutningsvis:

- Kampen for at genskabe respekten om de offentligt ansattes engagement og få gjort op med den nuværende arbejdsgiveradfærd er den vigtigste kamp, vi har kæmpet i mange år. Det gør ikke noget, at en kamp er hård, så længe den er rigtig og vigtig nok.

Parterne i CFU-samarbejdet består af Akademikerne, Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab (SKAF) samt Offentligt Ansattes Organisationer (OAO). Tilsammen repræsenterer CFU ca. 180.000 ansatte i staten.

Læs hele talen her.