Nyheder

AE-Rådet: Hver 10. læreransatte har ikke en uddannelse

Andel af ansatte i folkeskolen, der ikke har en læreruddannelse, er stigende. Det er nu hver 10. lærer, der højst har en gymnasial uddannelse. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som Jyllands-Posten omtaler i dag.

Hver 10. ansat i en lærerstilling i folkeskolen er helt uden uddannelse eller med maximalt færdiggjort gymnasieuddannelse. Det viser en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for Danmarks Lærerforening, og som Jyllands-Posten omtaler i dag.

I 2015 havde 9,9 pct. af de læreransatte højst en gymnasial uddannelse. Det er en stigning på over 50 pct. siden 2013.

Læs Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse ’ Færre læreruddannede i folkeskolen’ her 

Forsknings- og udviklingschef på VIA University College, Andreas Rasch-Christensen, er bekymret:

- Det er problematisk, at tallet er så højt. Vi ved jo, at professionelle lærere isoleret set har størst betydning for elevernes faglighed, dannelse og trivsel, siger han og fortsætter:

- Lærerne ved, hvordan man skaber relationer og fællesskaber. Og de har forskellige greb til at sørge for, at eleverne trives og er i stand til at lære. Det er ikke bare noget, man bare kan komme ind og gøre.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er også bekymret over udviklingen, der kan gå ud over elevernes kvalitet i undervisningen.

Når der kommer en ung student ind i en kort periode, står de andre lærere med en kæmpe opgave, for at det kan komme til at fungere, fortæller han til Jyllands-Posten: 

- Og få måneder efter kommer der så en ny student igen. Det gør det endnu sværere for de uddannede lærere. Derfor bliver vi nødt til at få standset trafikken af lærere, der forlader folkeskolen. Og det sker kun, hvis lærere oplever, at de kan lykkes med den opgave, de har, siger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til Jyllands-Posten.