Nyheder

Jeanette Sjøberg indtræder i forretningsudvalget

51-årige Jeanette Sjøberg er nyt medlem af DLF's forretningsudvalg og erstatter Bjørn Hansen som formand for undervisningsudvalget.

Danmarks Lærerforening har med årsskiftet fået et nyt medlem af forretningsudvalget. Jeanette Sjøberg fra Ballerup Lærerforening erstatter Bjørn Hansen, som det blev aftalt ved konstitueringen i 2016.

Jeanette Sjøberg har været lærer i mere end 20 år, er uddannet læsevejleder og har ud over arbejdet i den almindelige folkeskole blandt andet arbejdet med tosprogede voksne og inden for specialområdet.

Hun har været fagpolitisk engageret, siden hun i 2006 fik opsagt sin lokalaftale i Ballerup Kommune. Der var behov for en organisator, og pilen pegede hurtigt på hende.

- Det kulminerede med en kæmpe demonstration på Ballerup Rådhus, hvor jeg endte med at være den, der stod på ølkassen med megafonen. Det var startskuddet, siger Jeanette Sjøberg.

Jeanette Sjøberg har siddet i kredsstyrelsen i Ballerup Lærerforening siden 2008, har været næstformand og medlem af hovedstyrelsen siden 2012.

Nu skal hun sidde i Danmarks Lærerforenings sekretariat på Vandkunsten, hvor hun ud over pladsen i forretningsudvalget skal være formand for DLF’s undervisningsudvalg. En opgave, hun har set frem til med spænding:

- Jeg har gået og tænkt meget på, hvad der ventede mig, og jeg har glædet mig til at komme i gang. Jeg skal være lærernes talerør, og der ligger virkelig nogle vigtige pædagogiske dagsordener foran os. En af dem er, at det skal være lærerne, der er med til at udvikle professionen og den pædagogiske praksis.