Nyheder

Kronik: Alle skal føle sig hjemme i skolen

Det er afgørende for vellykket integration, at vi bliver bedre til at inkludere indvandrerbørn i folkeskolen og i samfundet, skriver næstformand Dorte Lange i en kronik i Jyllands-Posten.

Langt de fleste danskere ønsker et samfund uden konflikter og parallelsamfund. Det er et godt udgangspunkt for en bedre integration og en bedre integrationsdebat. De fleste af os arbejder hen mod samme mål, og de fleste er enige om, at vellykket integration er en opgave for hele samfundet – og herunder selvfølgelig også for uddannelsessystemet.

Men skal vi lykkes med opgaven, skal vi flytte fokus. Vores opmærksomhed skal i højere grad rykkes mod de ting, vi fra forskning og praksis ved fungerer, og vores kræfter skal bruges på at tale sammen på måder, som bidrager positivt til integrationen i stedet for at skade den.

Hver dag arbejder lærere og skoleledere med at sikre gode fremtidsmuligheder for alle elever uanset hudfarve, herkomst eller religion. Blandt andet derfor er de ”huller i danmarkskortet”, som Lars Løkke Rasmussen talte om i sin nytårstale, i gang med at hele. En ny analyse viser, at børn og unge i såkaldt udsatte boligområder klarer sig markant bedre i skolen i dag end for 10 år siden.

I Tingbjerg kunne skoleleder Marco Damgaard forleden fortælle, at andelen af elever, der får mindst 4 i matematik og dansk, er steget fra 22 pct. i 2009 til 38 pct. i 2015. Samme udvikling ser vi i områder som Søndervang i Aarhus.

Vi har stadig lang vej til målet, men takket være vedholdende lærere, langsigtede indsatser og et godt samarbejde mellem skoler og familier ser vi spæde tegn på, at integrationen er ved at tage fat.

Nu gælder det om at gribe udviklingen i stedet for at bremse den. Desværre er den danske integrationsdebat fortsat baseret på en ”dem og os”-retorik. Selv når vi taler om børn, der er født og opvokset i Danmark, taler vi om hudfarve, religion og sprog i stedet for at holde fokus på de ting, vi ved, der skal til for at løfte disse børn.

Vi ved, at det gavner integrationen, når alle børn får faglige succesoplevelser i skolen. Undersøgelser i OECD viser, at der er sammenhæng mellem, hvor godt elever føler sig hjemme på deres skole, og hvor godt de klarer sig fagligt. Og en dansk undersøgelse har vist, at det har betydning for børnenes indlæring, om de føler sig inkluderet i det at være dansk eller ej, og at det har positiv effekt på ansvarsfølelsen over for fællesskabet, når elever føler, de kan lykkes med det faglige. Derfor sætter det gang i en positiv spiral, når alle børn uanset etnisk eller religiøs baggrund kan føle sig hjemme i det danske skolesystem.

Desværre ser vi, at mange elever ikke føler, at de hører til i den danske folkeskole. Tal fra OECD viser, at elever med tyrkisk eller arabisk baggrund føler sig langt mindre hjemme i de danske skoler, end det er tilfældet for samme elevgruppe i andre vestlige lande.

Det skal vi tage alvorligt, når vi ved, at det har negativ betydning for resultaterne af undervisningen for netop denne gruppe børn. Og vi skal især tage det alvorligt, når vi ved, at vi i Danmark halter bagefter, når det kommer til at løfte denne gruppe elever. I alle andre europæiske lande klarer 2. og 3. generationsindvandrere sig bedre fagligt end 1. generation, men det er ikke tilfældet i Danmark.

Lærerne ved, at relationer er vigtige for, at elever kan få et optimalt udbytte af undervisningen. Derfor arbejder lærerne med at etablere inkluderende fællesskaber for alle elever. Men den opgave vanskeliggøres, hvis man som elev ikke føler sig inkluderet i det fællesskab, det er at være ”dansk”.

Forsker ved DPU Laura Gilliam beskrev tilbage i 2010, hvordan elever med anden etnisk baggrund end dansk danner alternative fællesskaber, hvis de føler sig ekskluderet fra fællesskabet i skolen. Hun havde interviewet en række drenge med indvandrerbaggrund i 4. og 6. klasse, som i store træk beskrev det at være dansk som det at være kristen, have hvid hudfarve og spise svinekød. Derfor mente de af gode grunde ikke, at de havde nogen udsigt til at blive danske. Det er en grundlæggende menneskelig tendens, at man har brug for at være en del af et fællesskab, og i stedet for at føle sig som en del af et dansk fællesskab dannede disse drenge fællesskaber på baggrund af det at være en god muslim.

Det fællesskab ville ikke nødvendigvis være problematisk, hvis det ikke var for den forståelse, de samtidig havde af at være en god elev. En god elev var for dem en dansk elev – og derfor måtte man i deres øjne automatisk være en dårlig elev, hvis man ikke var dansk. Den tavse forståelse hos disse drenge var altså, at man ikke kan have en anden etnisk baggrund end dansk og samtidig klare sig godt i skolen.

 

Det er helt afgørende for integrationen i folkeskolen – og i resten af samfundet – at det at være dansk også skal kunne omfatte elever, som ikke er kridhvide.

 

Skolen arbejder naturligvis for, at børnenes opfattelse af at kunne være en god elev ikke hænger sammen med hverken deres sproglige baggrund, deres religion, deres hudfarve eller deres madvaner. Det gør lærerne hver dag ved blandt andet at inddrage forældrene i et tæt og gensidigt tillidsfuldt skole-hjem-samarbejde.

Men vi må appellere til det omkringliggende samfund, hvis vi skal sikre, at elever som dem, Laura Gilliam interviewede i 2010, ikke bliver bekræftet i deres opfattelse af, at de aldrig kan blive danske.

Her har sprogbrugen i debatten direkte betydning for vores muligheder for at skabe succeser i folkeskolen. De mange eksempler på ”dem og os”-retorik står i vejen for, at man kan skabe den fællesskabsfølelse, som gør, at også elever med anden etnisk baggrund kan føle sig hjemme i Danmark og den danske folkeskole.

Vi skal være bevidste om ikke at grave uhensigtsmæssige grøfter med vores retorik. For hvornår er man egentlig en del af fællesskabet i så høj grad, at man kan kaldes dansker? Er det, når man er født i Danmark? Når man taler dansk? Når man har dansk statsborgerskab? Eller er man på forhånd dømt ude, hvis ens forældre, bedsteforældre eller oldeforældre er født i lande som Tyrkiet, Syrien eller Iran?

Hvis vi vil afkræfte billedet hos de drenge, som Laura Gilliam interviewede tilbage i 2010, og hvis vi vil styrke selvbilledet hos de efterkommere af indvandrere, som i dag går i folkeskolen, så skal vi være omhyggelige med, hvad vi siger. Hvis man ikke kan opnå at blive dansk ved at arbejde og betale skat i Danmark, være dansk statsborger, tale sproget osv., så er der jo kun hudfarve, religion og madvaner tilbage. Og i hvert fald én af de ting er ikke mulig at ændre.

Det er helt afgørende for integrationen i folkeskolen – og i resten af samfundet – at det at være dansk også skal kunne omfatte elever, som ikke er kridhvide, ellers risikerer vi at ekskludere børnene fra det sociale fællesskab i skolen, som, vi ved, har afgørende betydning for såvel deres identitetsdannelse som deres udbytte af undervisningen.

Alle børn skal inkluderes i folkeskolens faglige og sociale fællesskab og få gavn af det, den danske folkeskole kan bidrage med – nemlig kundskaber og færdigheder, der gør alle unge i stand til at have et godt liv og være ansvarlige borgere i et demokratisk samfund. Ellers vil vi gå glip af en stor del af de ressourcer, som disse unge på sigt kan bidrage med.

Jeg håber, at Folketingets politikere vil inddrage såvel international som hjemlig viden og erfaring i et eventuelt lovforberedende arbejde. Vi ved eksempelvis meget om, hvilken sprogstøtte der er nødvendig for at klare sig godt i alle skolens fag – og vi bidrager meget gerne med vores viden og erfaringer.