Fra d.1. august vil tre ud af fire medlemmer arbejde efter en professionsaftale
Det er nu endeligt afklaret, hvor mange kommuner, der overgår til arbejdstidsaftale 08 fra det kommende skoleår. I 62 kommuner arbejder man fra den 1. august efter den nye arbejdstidsaftale. Herudover har 11 kommuner lokale aftaler efter samme principper som Arbejdstidsaftale 08. Det betyder, at i alt 73 ud af landets 98 kommuner – det vil sige 75 procent af Danmarks Lærerforenings medlemmer – arbejder efter en professionsaftale fra skoleåret 2009/2010.
”Grundtanken er, at lærerne indenfor en overordnet ramme har ansvar for den samlede undervisningsopgave. Aftale gør dermed definitivt op med timetælleriet i folkeskolen. Den bygger på respekt for lærerjobbet og styrker den professionelle lærerrolle,” siger formand Anders Bondo Christensen.
De øvrige kommuner fortsætter efter den eksisterende Arbejdstidsaftale 05, men hovedparten af disse 25 kommuner forhandler allerede nu aktivt om overgang til den nye arbejdstidsaftale fra skoleåret 2010/2011.
Læs mere om Arbejdstidsaftale 08



