Tirsdag den 9. november var undervisningsminister Tina Nedergaard atter i samråd i Folketingets Uddannelsesudvalg. Pernille Vigsø Bagge og Pernille Frahm, begge fra SF, indkaldte til et samråd, der endte med at vare to timer.
Samrådet handlede blandt andet om folkeskolens økonomi og hensynet til de svage elever.
Den skrantende økonomi i den danske folkeskole nærmer sig et faretruende niveau og kan få langsigtede negative konsekvenser, mener de to uddannelsesordførere.
”Vi er dybt bekymrede for, at besparelserne på folkeskolen får endnu færre unge til at tage en ungdomsuddannelse. Dertil kommer at regeringen slynger om sig med ufinansierede løfter på folkeskoleområdet, løfter som skal finansieres med SU fra hjemmeboende studerende. Det kan vi som SU-forligspart slet ikke gå med til”, siger Pernille Vigsø Bagge (SF).
Folkeskolens økonomi
Samrådet var det seneste i en lang række med skiftende undervisningsministre om den økonomiske virkelighed i skolerne, som også Danmarks Lærerforening gentagne gange har afdækket gennem analyser af kommunernes budgetforlig.
Men også en rapport fra BDO Kommunernes Revision om folkeskolens økonomi blev behandlet på samrådet. Her kom ministeren med en væsentlig erkendelse, vurderer Pernille Frahm (SF).
”Undervisningsministeren nægter stadigvæk, at ministeriets tal ikke siger noget præcist om serviceniveauet, altså hvor mange penge, der er til undervisning. Men nu erkender hun dog, at ministeriets tal omfatter alle udgifter til folkeskolen herunder lærernes pension. Mens BDO undersøgelsen jo netop er renset for disse beløb”.
Tina Nedergaard: Inklusion er ikke spareøvelse
På samrådet sagde undervisningsminister Tina Nedergaard, at det ikke er led i en spareøvelse, når flere elever integreres i normalundervisningen.
En rundspørge fra Danmarks Lærerforening har dog dokumenteret, at kommunerne sparer på såvel specialundervisningen i normalklassen som den udvidede specialundervisning.
”Jeg er selv lærer og har beskæftiget mig meget med specialundervisningsområdet. Så jeg ved hvor svært det er for lærerne at skulle undervise under de vilkår”, siger Pernille Frahm (SF).
Pernille Vigsø Bagge (SF) vil ikke afvise at indkalde undervisningsministeren til endnu et samråd om rapporten fra BDO, fordi dagens samråd ikke kastede tilstrækkelig lys over den økonomiske situation i folkeskolen.



