Den væsentligste råvare der skal bruges i Ny Nordisk Skole, er for folkeskolens vedkommende, fagligt og fagdidaktisk dygtige lærere, som støtter og udvikler hinanden i tæt dialog med ledelsen om kerneopgaven - undervisningen skriver Dorte Lange næstformand i Danmarks Lærerforening i et debatindlæg bragt i Jyllandsposten den 9. august.
Af Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening
Under overskriften ”Ny Nordisk Skole” har Børne- og undervisningsminister Christine Antorini sat gang i et arbejde for at styrke de særlige kvaliteter i det danske uddannelsessystem. Inspirationen kommer fra kokkene bag Nyt Nordisk Køkken, som gjorde op med frysevarer og discountmad og søgte ind til de særlige kvaliteter i nordiske råvarer.
Da forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen var på studierejse i Singapore blev han mødt med ordene ”Rejs nu hjem minister, I skaber jo unge, som kan tænke selv….”. Her var man helt på det rene med, at skolesystemerne i Norden har nogle væsentlige styrker.
Elever i den danske folkeskole præsterer en meget høj faglighed, som ikke er let at måle i PISA, men som internationalt bliver betragtet med interesse og beundring.
Et eksempel på danske elevers kunnen er, at elever fra Karise Skole vandt OL i skolefag i 2006. De vandt, fordi de udover at vide meget, kunne tænke kreativt og havde tillid til, at de kunne løse opgaverne, hvis de hjalp hinanden og trak på deres fælles viden.
For meget fokus på resultatmåling
Skolens arbejde har i en årrække været stærkt fokuseret på let målbare resultater, fordi den offentlige sektor har skullet redegøre for resultater i forhold til investeringer.
Det er selvfølgelig fornuftigt at være bevidst om, hvad den offentlige sektor får ud af sine ressourcer, men resultatmålingerne betyder, at arbejdet i klasseværelserne kommer til at fokusere på det let målbare frem for at give plads til det uforudsete og den egentlige kvalitet, som Karise Skole er resultat af. Og som de åbenbart også har fået øje på i Singapore.
Der skal satses på kreativ faglighed
Den dansk-nordiske faglighed, vi vil trække på og udvikle, er en faglighed, som både indeholder viden om faget, færdigheder i faget og evner til at udfolde det på nye måder. Det er en kreativ faglighed såvel i matematik som i historie og billedkunst.
Det kreative element hænger sammen med undervisningens indhold og form, og vi ved fra forskning, at også elevernes trivsel afhænger af, om der er høj faglighed i undervisningen. God undervisning, hvor eleverne fanges af faget og smittes med lærerens engagement og faglighed, skaber trivsel for eleverne.
Lærerne spiller en kernerolle
Den væsentligste råvare vi skal bruge i Ny Nordisk Skole, er for folkeskolens vedkommende, fagligt og fagdidaktisk dygtige lærere, som støtter og udvikler hinanden i tæt dialog med ledelsen om kerneopgaven - undervisningen.
Ny Nordisk Skole er et opgør med mange års lov- og detailregulering af folkeskolen, og derfor kommer der ikke nogen færdigsyede anvisninger på, hvad der præcist skal gøres.
Tankerne i Ny Nordisk Skole spilles ud til de professionelle på uddannelsesstederne dette efterår, og de vil kun kunne udfoldes, hvis de gøres til en bevægelse, båret af praksis.
Lærerne skal tage sagen i egen hånd
Der er ingen let genvej til gode resultater i folkeskolen, og det stiller store krav til lærerne at undervise i den nordiske demokratiske tradition. Det at gå ind i bevægelsen Ny Nordisk Skole betyder at få mulighed for at tage sagen i egen hånd og på baggrund af forskning og erfaringer fra praksis, og skabe en fælles professionel bevidsthed.
Teamsamarbejdet er helt centralt, og oplægget fra dialoggruppen opfordrer til, at lærere og ledere sammen drøfter undervisningen i klassen og eventuelle problemer, så vi kan holde fælles fokus på at skabe undervisning som alle elever profiterer mest muligt af.
Forskningen har vist, at der er tre centrale lærerkompetencer. Det er for det første lærerens evner til at skabe relationer til eleverne. For det andet lærerens faglige viden kombineret med pædagogisk og psykologisk indsigt, som sikrer, at eleverne lærer stoffet. Og endelig er det lærerens kompetence til at lede klassen.
Længere uddannelse
Kravene til lærerne er store, og det er lærerne i folkeskolen, som kan sikre den faglighed, vi gerne vil have. Danmarks Lærerforening mener, at lærerne bør have en femårig læreruddannelse på kandidatniveau, og at alle elever bør mødes af linjefagsuddannede lærere i alle fag.
Gerne mere end én lærer i klassen. Ny Nordisk Skole opfylder ikke de mål her og nu, men der sættes et vigtigt ledelsesfokus om at støtte medarbejderne i forhold til kerneopgaven, i forhold til at bevare opmærksomheden på det væsentlige og i forhold til at bevare engagementet og begejstringen til gavn for elevernes udbytte af undervisningen.



