Landets folkeskolelever skal have flere undervisningstimer, lyder det fra De Konservative, specielt i dansk og matematik, og så skal der være engelskundervisning fra 1. klasse. Danmarks Lærerforenings næstformand, Dorte Lange, er åben overfor, at eleverne får flere undervisningstimer, men mener det er ligeså vigtigt at fokusere på kvaliteten i undervisningen.
”Selvfølgelig er det det er en god idé, at eleverne skal have mere undervisning. Men i Danmarks Lærerforening er vi lige så optagede af, at den undervisning, eleverne får, er god. Det er sådan et mantra, som bare kører i øjeblikket, at lærerne skal undervise mere, fordi så vil eleverne lære mere. Det er faktisk en kæmpe stor fordel at have en lærer, som har haft mulighed for at forberede sin undervisning godt, og har mulighed for at samarbejde med forældre og kolleger og ledelse. Vi er nødt til at have kvalitet” lyder det fra Dorte Lange i TV2 News.
Flere timer – kræver flere ressourcer
Hun understreger samtidig, at det i sidste ende er kommunernes ansvar at sikre, at der frigøres ressourcer, hvis eleverne skal have flere undervisningstimer, men ofte sker det ikke.
I forslaget fra De Konservative savner Dorte Lange også en plan for, hvordan man kan opkvalificere lærerne og øge kvaliteten i undervisningen:
”Jeg tror, vi kan nå rigtig meget ved at lave endnu mere kvalitet i hver enkelt undervisningstime, og det kan vi gøre ved at sikre, at lærerne får efteruddannelse. Og det savner jeg i udspillet fra De Konservative.”
Faget engelsk allerede i 1. klasse
I udspillet fra De Konservative er der også et forslag om, at der skal undervises i engelsk allerede i 1. klasse. Men det er ikke nødvendigvis en god ide, lyder det fra Dorte Lange,
”Jeg synes, man først skal undersøge, hvad det rent faktisk vil betyde. Der har kørt nogle forskellige forsøg med det, og der er lavet forskning, som viser, at det faktisk er usikkert, om det er en god idé. Det er ikke sikkert, at det er der, de lærer engelsk bedst. På den måde mener jeg, forslaget ignorer lidt, hvad der allerede er af internationale erfaringer, og hvad der ligger af pædagogisk forskning.”
I forslaget fra De Konservative mener partiet også, at skolelærerne skal bruge en større del af deres arbejdstid på undervisning. De Konservative så gerne, at lærerne underviste mere end i dag. Men Dorte Lange siger til TV2 News:
”Vi er sammen med eleverne i to tredjedele af den tid, vi arbejder. Og det er ikke De Konservatives eller andre folketingspolitikeres opgave at forholde sig til vores overenskomst. Det er noget, som vi aftaler med KL, vores arbejdsgiver. Og som situationen er lige nu, har lærerne allerede utrolig mange opgaver. Vi står med en inklusionsopgave - at der er færre elever, der skal have specialundervisning og nu skal undervises i den almindelige klasse. Den opgave er noget, som virkelig tager fart netop i disse dage med denne skolestart. Jeg synes hellere, politikerne skulle interessere sig for, om lærerne egentlig bliver klædt godt nok på til at klare den her opgave, i stedet for at fokusere så meget på antallet af undervisningstimer.”
Brug de gode erfaringer
På mange måder ville det være godt, hvis der blev set på, hvad der er af gode erfaringerne andre steder, mener Dorte Lange, som hilser debatten om folkeskolen velkommen:
”Det er dejligt, at der er opmærksomhed blandt befolkningen og politikerne på folkeskolen, men det ville være bedre, hvis der kunne være lidt mere samlet opmærksomhed og en samlet opbakning, så det ikke hele tiden ender som et profileringsprojekt.”



