Finansministeren og lønmodtagerne blev tidligt i morges enige om endnu et delforlig i forhandlingerne om ny overenskomst for de ansatte i staten
Forliget giver 12,8 procents stigninger over de kommende tre år, heraf langt størstedelen til løn. Forliget indeholder desuden seks ugers barsel med fuld løn til fædre, samt ret til frihed på barns anden sygedag.
Set i forhold til tidligere overenskomster er der afsat færre penge til lokal løn og flere penge, som de enkelte organisationer kan forhandle om.
”Det er et godt resultat, med de største lønstigninger i staten siden 1987. Nu skal vi i de næste fire uger forhandle om de midler, der er sat af til de enkelte organisationer. Og det vil da være ganske afgørende med et godt resultat her også, ellers vil vi ikke kunne godkende det samlede forlig”, siger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
I Danmarks Lærerforening er det blandt andet lærerne og lederne på SOSU-skolerne, lærerne og lederne på husholdnings- og håndarbejdsskolerne og lærerne og lederne på de private gymnasiers grundskoler, der er ansat i staten.
Forhandlingerne om de kommunalt ansattes overenskomst fortsætter i eftermiddag.
Link: Læs mere om det statslige delforlig i faktaark fra Personalestyrelsen (pdf)



