Kort om DLF

Danmarks Lærerforening er en faglig organisation for omkring 85.250 medlemmer (november 2017), som udgør ca:

  • 52.322 lærere
  • 2.890 børnehaveklasseledere
  • 3.833 skoleledere (medlemmer af Skolelederforeningen, som er en del af Danmarks Lærerforening)
  • 4.824 lærerstuderende
  • 20.735 pensionister
  • 632 andre

Danmarks Lærerforening er en partipolitisk uafhængig organisation, der har til formål at varetage medlemmernes pædagogiske, økonomiske og tjenstlige interesser, at styrke sammenholdet og at virke for udvikling
af folkeskolen og de øvrige områder, medlemmerne beskæftiges ved. Foreningen varetager altså ikke kun medlemmernes interesser i forhold til løn- og arbejdsvilkår, men også i forhold til deres pædagogiske og skolepolitiske interesser.

  •  Danmarks Lærerforening organiserer ikke privat-, fri- og efterskolernes lærere, der er medlemmer af bl.a. Frie Skolers Lærerforening (FSL).

  • Danmarks Lærerforening er udover medlemmerne bygget op af hovedstyrelse, udvalg, kredse og tillidsrepræsentanter. Foreningen er delt op i 79 lokale kredse, der hver dækker én eller flere kommuner.

  • Danmarks Lærerforening er sammen med en række andre lærerforeninger medlem af Lærernes Centralorganisation (LC). LC forhandler overenskomst for medlemsorganisationerne, og LC forhandler de specielle krav om for eksempel lønaftale, pension og arbejdstid. Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, er formand for LC.
  • Der er omkring 125 ansatte i Danmarks Lærerforenings administration.

  • Foreningens øverste politiske myndighed er kongressen, som består af 309 delegerede. Hovedparten af de delegerede kommer fra de 79 lokale kredse, hvor der er valg hvert andet år. De delegerede er lærere valgt af kredsene og af fraktionerne: børnehaveklasseledere, skoleledere, pensionister og lærerstuderende. Kongressens opgave er at beslutte de overordnede retningslinjer for foreningens arbejde. For eksempel beslutter kongressen, hvilke krav der skal opstilles i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Kongressen vælger også foreningens formand og næstformand.

  • Imellem kongresserne har hovedstyrelsen ansvar for at lede foreningen. Den består af 25 medlemmer, der for hovedparten vælges direkte af medlemmerne hvert fjerde år.

  • Formand for Danmarks Lærerforening er siden 2002 Anders Bondo Christensen. Næstformand er Dorte Lange.

  • Forretningsudvalget er nedsat af hovedstyrelsen og behandler sager om foreningens daglige ledelse. Derudover har udvalget en række rådgivende og koordinerende funktioner. Forretningsudvalget består af Anders Bondo Christensen, Dorte Lange og formændene for hovedstyrelsens tre faste udvalg: Gordon Ørskov Madsen, formand for Overenskomstudvalget. Bjørn Hansen, formand for Undervisningsudvalget.  Thomas Andreasen, formand for Arbejdsmiljø- og organisationsudvalget.

Hent DLF-logo

 JPG-Format:

Hent DLF-logo

PNG-format:
(Uden baggrund)

Hent DLF-logo

EPS-format:
(Trykkekvalitet)