Danmarks Lærerforening er markante i mediebilledet, og vi har styr på, hvem i foreningen, der udtaler sig om hvad. Her kan du få din egen ugentlige opdatering.
DLF i medierne
I finansloven for 2013 er regeringen og Enhedslisten nemlig blevet enige om en særlig ungeindsats. Aftalen giver 272 millioner kroner til bekæmpelse af arbejdsløshed via jobrotation til de under 30-årige. Midlerne skal fordeles over fem år. ”Vi risikerer at miste en halv generation af lærere, så noget skal der gøres. Men vi behøver faktisk ikke gøre krumspring for at få flere i job. Folkeskolen har brug for de nyuddannede lærere, der er,” siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
Regeringen barsler med et udspil til løft af folkeskolen, men nu kommer Danmarks Lærerforening med deres eget forslag. Lærerne skal kun undervise i fag, de er uddannet til, og der må maksimalt være 24 elever i hver klasse, lyder det blandt andet. Men er det vejen til en bedre folkeskole, er det realistiske mål, hvad vil det koste, og er det nødvendigvis et spørgsmål om økonomi, hvis folkeskolen skal forbedres.
Anders Bondo Christensen, I vil have, at der maksimalt skal være 24 elever i alle klasser i folkeskolen, hvorfor lige 24?
”Vi ville allerhelst have sagt 22, men vi er også klar over, at vi står i en situation, hvor vi skal prioritere de ressourcer, der er. Og 24 det betyder rigtig meget, at der er tid til at komme rundt til den enkelte elev. Vi ved fra noget meget seriøs svensk forskning, at det kan måles direkte på elevens udbytte af undervisningen. Alle de forslag, vi kommer med her, de skal opfylde to formål. De skal gøre en forskel i forhold til elevens udbytte af undervisningen og det skal øge forældrenes opbakning til den danske folkeskole. Det er ligesom de parametre, vi er gået ud med og har sagt, det er det, vi skal sikre os med vores forslag.”
Så det, du siger, er, at med 24 elever, der får man altså bedre undervisning?
”Ja, man har lavet svenske forskningsresultater, der viser, at man ikke bare kan se det på den øjeblikkelige afgangsprøve for folkeskolen, men man kan faktisk følge resultaterne hele vejen op gennem uddannelsessystemet. De elever, der har gået i overskuelige klassestørrelser, de har et bedre udgangspunkt.”
Men der er jo mulighed for at lave holddannelser og tilrettelægge undervisningen på anden måde end bare en almindelig klasseundervisning?
”Jamen det skal der også være, også med 24 elever i klassen. Vi tænker selvfølgelig ikke, at man bare sidder 24 elever i klassen. Der skal være hele den her fleksibilitet. Men det, vi ser, det er en tendens til meget stigende antal klasser, som har rigtig mange elever. Og udover at der er nogle, der har 30, så giver man dispensation, så der sidder elever i klassestørrelser på 32, 34 og 35 i øjeblikket. Det er altså den stik modsatte vej, vi skal, hvis vi vil give eleverne et godt udbytte af undervisningen. Og så ikke mindst sikre at forældrene stadigvæk har opbakning til folkeskolen. Vi ved, at det betyder meget for forældrene, og jeg tror også, vi selv som forældre vil sætte pris på, at vores barn ikke skal gå i meget store, uoverskuelige klasser. Derfor hjælper det ikke så meget, at gennemsnittet er 21, hvis der er rigtig mange elever der i dag, sidder i klasser på 27-28 elever. Og det hjælper ikke ret meget med et hurraord som fleksibilitet, når grundvilkårene er, at der sidder 28 elever i klassen. Jeg er da helt enig i, at hvis man læser en diktat højt, gør det ikke så meget om, der er 28 elever eller der er 24. Men det her, det er jo grundstørrelsen, vi taler om, og det vil sige, at for de elever, der går i klassestørrelser med 28, der er det langt hovedparten af deres undervisning, der foregår i de her store klasser, og det bliver vi altså nødt til at forholde os til.”
Hvis man er nødt til at forholde sig til det, så er man vel også nødt til at forholde sig til, hvad det her koster. Hvor skal de penge komme fra? Kan man tage dem fra andre steder i folkeskolen?
Jeg tror ikke, der er ret mange i Danmark, der er klar over, at i 2012 er der 2,5 milliard mindre til folkeskolen, end der var i 2009. Der er altså sket meget store besparelser. Når nogen snakker om nulvækst i dag, så siger vi, bare vi da havde haft nulvækst i folkeskolen. Vi har haft stor negativ vækst.”
Men man bruger stadigvæk 39 milliarder sidste år?
” I dag er der 10 procent færre lærere end, der var for tre år siden. Så hvis man nu begyndte at bruge nogle af de ressourcer, som man har sparet, så er der rigeligt råd til det her. Og det, vi bliver nødt til at tage en diskussion om, det er, om folkeskolen konstant skal være et besparelsesprojekt eller det skal være et investeringsprojekt i de kommende generationer.”
Så hvis man fjernede det loft på 28 elever, der er i dag, og sænkede det til 24 elever i hver klasse, hvad ville det så koste?
”Det har vi ikke lavet beregninger på, men det har Troels Ravn uden tvivl. Fordi Socialdemokraterne foreslog det selv, nøjagtig det samme, før valget. Så jeg tror, Troels Ravn har en rigtig god beregning.”
I en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Danmarks Lærerforening vurderer 80 procent af forældrene, at der i deres barns klasse er elever med adfærds-eller indlæringsproblemer. Og af dem svarer to ud af tre forældre, at der ikke er støtte nok til de elever. Faktisk er manglende støtte til elever med særlige behov den største udfordring i folkeskolen lige nu, svarer forældrene i undersøgelsen. Den vurdering er formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, helt enig i. Han mener, at undersøgelsens resultat skal tages meget alvorligt. ”Folkeskolen er for alle børn, og det har aldrig været meningen, at inklusionsdagsordenen skulle være en sparedagsorden. Målet var at give alle børn et fagligt løft. Men nu viser det sig, at der er meget tilbage at ønske, og at mange forældre er utrygge ved, om inklusionen går ud over deres eget barn. Hele opbakningen til folkeskolen står på spil.”
Folkeskolens klasseværelser skal kunne rumme alle elever, også dem der har lidt særlige behov. Men 2/3 af forældrene oplever, at der er for lidt støtte til netop den gruppe børn. Anders Bondo Christensen: ”Bekymringen går så også på deres egne børn fordi, hvis det, at de børn optager rigtig meget af lærerens tid, måske skaber noget mere uro i klassen osv., så går det ud over mit barns undervisning.”
Folkeskolens klasseværelser skal kunne rumme alle, også dem, der har svært ved at gå i skole. Det er det, politikerne kalder inklusion. Men 2/3 af forældre i klasser der rummer elever med særlige behov oplever, at der er for lidt støtte til børnene. Det afslører en undersøgelse, som Epinion har lavet for Danmarks Lærerforening. Ny lovgivning har fra starten af dette skoleår forpligtet skolerne til at optage elever med særlige behov i klasserne. Men forældrene ser altså den her inklusion som en af skolens største udfordringer. Og lærernes formand Anders Bondo Christensen mener, at lærerne har fået en stor ny opgave uden hjælp til, hvordan de svage elever skal håndteres. Anders Bondo Christensen: ”Denne her inklusionsopgave, som det jo hedder, den er blevet rullet ud i skolerne, uden at man har taget hånd om, hvad det er, der skal til for, at børnene får en god undervisning. Hvis jeg for eksempel pludselig stod og skulle undervise et autistisk barn, så har jeg ikke forudsætningerne. Jeg skal vide noget om, hvordan jeg skal organisere min undervisning, hvad er det for nogle helt særlige metoder, jeg skal bruge for at nå det barn. Og den viden, burde man sikre, lå til grund for lærernes undervisning inden, man begyndte den inklusionsdagsorden. Men desværre kommer det i omvendt rækkefølge, hvis den viden overhovedet kommer læreren til rådighed på et tidspunkt.”
Den socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, har med sin håndtering af det konkurstruede flyselskab SAS kastet de kommende overenskomstforhandlinger ud i en tillidskrise, endnu inden de er startet. De faglige topfolk frygter, at Corydon nok en gang vil give pokker i forhandlingssystemets færdselsregler og styre processen benhårdt fra kulissen. ”Vi forventer, at vi kommer til at spille med blind makker i skikkelse af finansministeren,” siger Anders Bondo Christensen, topforhandler i det kommunale forhandlingsfællesskab KTO. ”Vi fornemmer allerede finansministeriets ånd i de krav, Kommunernes Landsforening har fremsat, og som handler om at begrænse beskyttelsen af tillidsrepræsentanter og svække de udvalg, som giver medarbejderne indflydelse. Derfor har vi søgt aktindsigt i det samarbejde, der har været mellem Finansministeriet og KL simpelthen for at forstå spillet, men vi har endnu ikke fået svar efter ni måneders ventetid,” siger Anders Bondo Christensen, formand for lærerforeningen og topforhandler for de kommunale lønmodtagere.
Flere børn går i private skoler og færre i folkeskolen. En bekymrende udvikling, siger formand for Lærerforeningen. Den danske folkeskole er under pres fra stadigt mere populære privat- og friskoler, og den udvikling bekymrer Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. ”Det er afgørende, at vi har folkeskolen som et fælles fundament. Derfor er det både ærgerligt og bekymrende, at så mange fravælger folkeskolen”, siger han til Ritzau. På fire år er antallet af elever i private skoler steget med næsten 10.000, og elevtallet i folkeskolerne er faldet med 20.000., viser nye tal, som Undervisningsministeriet offentliggør torsdag. Det er især de veluddannede forældre, der sender deres børn i privatskole, viser tallene. 60 procent af forældrene til børn i en privat skole har en videregående uddannelse, mens det i folkeskolen er 48 procent. ”Det er rigtig skidt, fordi vi kan ende med at have a-skoler til de stærke og b-skoler til de børn, som kommer fra hjem med færre ressourcer. Hvor forældrene ikke på samme måde interesserer sig for deres opvækst,” siger Anders Bondo.
Debatindlæg
Absurd indlæg
Jeg undrer mig over Bjarne Henrik Lundis helt umotiverede angreb på lærerne i den danske folkeskole den 20. november. Lærerne fremstilles, som om de har tiltusket sig ”fritid derhjemme”, og at det nu må være ”lærernes tur til at give noget igen til samfundet”. Hvorfor lægger B. H. L. lærerne for had? Alle, der kender lærere, ved, at de hver eneste dag giver rigtig meget til samfundet. Det gør de bl. a. ved hver eneste dag at gøre, hvad de kan for at skabe så god undervisning som muligt for alle elever. For en lærer er der rundt regnet to minutter pr. elev pr. lektion til at gøre sig de nødvendige overvejelser over, hvordan undervisningen kan tilpasses den enkelte, til at tale med eleverne om deres resultater, rette opgaver mm. Dertil kommer samarbejdet med forældre og kollegaer. At råbe op om mere tid med eleverne må bero på, at B. H. L. ikke kender virkeligheden i folkeskolen. Lærere underviser 25-26 timer om ugen, og de er sammen med eleverne imellem lektionerne. Tilsammen mere end to tredjedele af arbejdstiden. Når B. H. L. taler om, at det er lærernes tur til at give til samfundet er det altså ganske enkelt absurd. Også hvis man kun tænker i økonomi. I 2012 er 10 procent færre lærerstillinger end i 2009, mens elevtallet kun er faldet med to procent, og i samme periode har kommunerne sparet 2,5 milliarder på folkeskolen. At lærerne fortsat knokler for at gøre det så godt de kan for eleverne burde give anerkendelse i stedet for, at en hel samfundsgruppe lægges for had.
Debatindlæg:
Masser af skoledage og undervisning
Ihukommende Churchills bemærkning om, at den eneste statistik, man kan stole på, er den, man selv har manipuleret, vil jeg her bruge lidt af læsernes tid på OECD's statistik om medlemslandenes skoleforhold, Education at a Glance, der udkommer hvert år i september måned. Herhjemme har den navnlig været brugt til at understøtte den ofte fremførte påstand om, at den danske skole er uforholdsmæssigt dyr, og at danske lærere underviser for lidt. Sandt er det, at Danmark i denne statistik er placeret på en 27. plads, hvad angår lærernes mængde af undervisning i indskoling og mellemtrin, kun undergået af Japan, Island, Polen og Ungarn. Ser vi på mængden af undervisning i udskolingstrinnet, ligger Danmark imidlertid tæt på OECD gennemsnittet med 17 lande under os. Vi har utvivlsomt prioriteret begyndelsen af skoleforløbet relativt højere end de øvrige OECDlande. Men skinnet bedrager. Går man bag om tallene, hvilket Danmarks Lærerforening gjorde med Education at a Glance - 2010, viser det sig, at de i vid udstrækning er usammenlignelige. Valgte man for eksempel at medregne frikvarterer i undervisningstiden - som blandt andre USA, Spanien, Irland og Slovakiet gør - kom Danmark på en 14. plads. Havde Danmark i stedet for det reelle undervisningstimetal indberettet det maksimale undervisningstimetal - som blandt andre Belgien og Skotland - ville Danmark være placeret på en 8. plads. Og havde Danmark som eksempelvis Holland indberettet det maksimale timetal inklusive pauser, ville vi være på en 2. plads og dermed det land i OECD, hvor lærerne underviste næstmest, kun overgået af USA. Er tallene for omfanget af lærernes undervisning upålidelige, går det til gengæld an at fastslå, at myten om, at danske børn får meget lidt undervisning i forhold til børn i andre lande, ikke holder. Ifølge Education at a Glance - 2012 har danske børn ganske vist kortere skoledage end børnene i langt de fleste andre lande, men de ligger helt i top, når det gælder antallet af skoledage, kun overgået af Sydkorea. Facit er, at danske skoleelever får en mængde af undervisning godt og vel svarende til OECDgennemsnittet med 15 lande under sig. Påfaldende her er Finlands placering. De finske elever modtager næstmindst undervisning i hele OECD, kun undergået af Estland. Samtidig har de, lige siden man begyndte på landesammenligningerne i PISA, leveret nogle af de absolut højeste scorer. Helt i top med godt en tredjedel mere undervisningstid end Finland ligger Chile, der aldrig har gjort noget væsen af sig med hensyn til elevernes dygtighed. Det siger en del om betydningen af undervisningens mængde set i forhold til betydningen af dens kvalitet. Særdeles interessant er opgørelsen af de forskellige skolesystemers resurseforbrug og den dertil hørende prioritering. Igen og igen hører vi, at vi har verdens dyreste skole. Realiteten er, at vi ligger på en sjetteplads overgået af Luxembourg, Schweiz, Østrig, Norge og USA. Men også her bør der graves dybere i tallene. Vi ved således, at specialundervisningen står for omkring 30 procent af den danske folkeskoles resurseforbrug. Fra andre undersøgelser ved vi, at denne prioritering er meget atypisk; ingen andre lande prioriterer elever med særlige behov tilnærmelsesvis så højt som Danmark. Trak man denne meget omkostningskrævende gruppe ud af regnestykket og sammenlignede alene på almenundervisningen, ville Danmark ryge betragteligt længere ned på listen over resurseforbrug pr. elev. Hvor langt ved vi ikke. Undersøgelsen er ikke foretaget. Mest opsigtsvækkende er imidlertid den statistik, der sammenligner de forskellige udgiftsposter i skoleregnskaberne. Statistikken, der er ufuldstændig på grund af mangel på oplysninger, viser, at den danske folkeskole udmærker sig (sammen med England) som det skolesystem, der bruger den laveste andel af sine samlede udgifter til aflønning af lærere i hele OECD. Kun godt halvdelen af folkeskolens udgifter er lærerløn. Samtidig viser det sig, at vi ligger helt i top ( igen sammen med England) som det land, hvis skolesystem brænder den største andel af sine resurser af på aflønning af andre ansatte: Næsten en tredjedel. I disse måneder lægger Kommunernes Landsforening op til en konfrontation med lærerne ud fra påstanden om, at den danske folkeskole giver børnene for lidt tid sammen med lærerne. OECD 's tal rejser det spørgsmål, om vi ikke med fordel kunne se kritisk på den kæmpemæssige resurse, der bruges til aflønning af folk, som ikke underviser, i stedet for at kaste folkeskolen ud i en langvarig, forbitret og ødelæggende konflikt.
