Newspaq, fredag den 13. marts 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Der skal spilles mere trompet og slås flere søm i på landets folkeskoler, skriver avisen. Undervisningsminister Bertel Haarder er nemlig på banen med en plan for, hvordan de kreative og praktiske fag kan få mere opmærksomhed.
Men formanden for lærerne i Danmarks Lærerforening , Anders Bondo Christensen , giver ikke meget for udspillet, som han mener, er mere snak end indhold. "Det, der reelt sker, er, at man bare rykker rundt på nogle timer. Man får mulighed for at flytte nogle timer fra de små klasser til de store klasser, men reelt bliver der ikke tilført flere timer," siger han til Newspaq.
Han giver derfor giver udspillet dumpekarakter.
"For hensigten vil jeg såmænd gerne svinge mig op til et syv- eller ti tal, men for selve indholdet, der ligger vi helt nede i den nederste ende af skalaen," vurderer Anders Bondo Christensen.
Berlingske Tidende og Dagbladet, lørdag den 14. marts 2009 (Ritzau fredag d. 13.)
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Der er for meget larm og uro i de danske klasseværelser. Det er både de larmende og ikke-larmende elever enige i, viser den seneste Pisa-undersøgelse, og undervisningsminister Bertel Haarder ( V) ønsker nu mere ro i undervisningen. Derfor har regeringen i samarbejde med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i dag søsat et nyt forsøgsprojekt, der skal dæmpe de urolige poder.
Projektets vigtigste initiativ er, ifølge Bertel Haarder, et forsøg med undervisningsassistenter, der uden at undervise skal være med til at holde styr på tropperne. »Med 48 mio. kr. over tre år er der ikke meget at gøre godt med. Det svarer til 26 kroner per elev om året, så der er altså ikke tale om en revolution,« siger formanden, Anders Bondo Christensen. Han understreger dog, at lærerforeningen sætter pris på initiativet og meget gerne vil gå ind i forsøget.
metroXpress, mandag den 16. marts 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Bøger om miljø skrevet af olieselskaber og materialer om økonomi tilrettelagt af store banker. Det er, hvad flere folkeskoler tilbyder deres elever, når de gamle bøger er slidt op, og pengekassen er tom. Landet over er sponsorerede undervisningsmidler i kraftig fremmarch, skriver avisen.
”Der er mange fordele ved at samarbejde med erhvervslivet, men vi skal passe meget på, at skolen ikke bliver en reklamesøjle, hvor eleverne bliver overdænget med tilpassede budskaber. Det er langt over stregen, når virksomheder får lov at bruge skolen til at varetage kommercielle interesser,” siger Anders Bondo Christensen , der er formand for Danmarks Lærerforening.
Jyllands-Posten, onsdag den 18. marts 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet og Danmarks Lærerforening lancerer et oplæg til en ny femårig læreruddannelse, der skal afsluttes med et universitetsspeciale. En femårig uddannelse som delvist foregår på et universitet, og som afsluttes med et speciale.
I første omgang er uddannelsen tænkt som et forsøg med optag af ca. 100-120 studerende fra sommeren 2010.
”Vi vil ikke udfordre den eksisterende læreruddannelse, men vi ønsker at få erfaringer med en femårig uddannelse, som kan bruges næste gang, vi skal se på læreruddannelsen,” siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. ”Med udsigten til lærermangel er vi nødt til at tænke nyt. Håbet er, at den kan tiltrække en bredere gruppe af unge og skabe positiv stemning om læreruddannelsen,” siger lærerformanden.
P 1 Morgen, onsdag den 18. marts 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Formanden blev interviewet i anledning af forslaget om forsøg med en 5-årig læreruddannelse og sagde bl.a.:
”Det der er vores håb, det er, at vi får lavet en uddannelse, som for det første giver læreren de helt nødvendige redskaber, der skal til for at være lærer. Det er sådan noget som dansk som andetsprog, det er specialpædagogik, det er kommunikationen i forhold til forældre og andre myndigheder osv.. Det er sådan nogle meget praktisk betonede, men det som vi også lægger meget vægt på, det er, at man får kombineret praksis og teori, så læreren i endnu højere grad bliver i stand til løbende i sit lærerliv at udvikle sin egen undervisning.”
”Det er meget vigtigt for mig at understrege, at det her er ikke en konkurrerende læreruddannelse. Det vi ønsker, det er i virkeligheden, at vi får gjort nogle erfaringer med henblik på at kunne justere hele læreruddannelsen på et tidspunkt.”
”Jeg vil varmt anbefale alle unge, der har lyst til at blive lærer, bare allerede i år at søge ind på den nuværende læreruddannelse, for der er masser af kvalitet i den. Men det vi kan her, det er altså at gøre os nogle erfaringer med henblik på næste gang læreruddannelsesloven skal ændres. Så kan vi gøre det på et langt mere kvalificeret grundlag, hvis vi har gennemført et forsøg, som det vi lægger op til her.”
DR 2 Deadline, torsdag den 18. marts 2009
Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF
I Deadline debatterede Dorte Lange foreningens forslag til forsøg med en 5-årig læreruddannelse med Line Hjarsø, formand for Lærerstuderendes Landskreds. Dorte Lange udtalte blandt andet:
”Jeg synes ikke, det er et spørgsmål om enten universitet eller professionshøjskoler. For mig at se, så kan vores forsøg her, vores forslag, nok lægge op til at institutionerne arbejder sammen på en meget mere dynamisk måde. Fordi nu er det godt nok sådan, at rent teknisk så skal man have de tre år på professionshøjskolen og de to år på universitetet, og det er bare fordi, universitetet er de eneste, der kan udbyde kandidat. Men at vise billeder af folk der sidder i sådan en aula, det er slet ikke sådan, vi forestiller os, at man kan uddanne lærere, fordi læreruddannelsen bygger på noget helt andet, nemlig det fællesskab og den dynamik, der er omkring at være på et hold på læreruddannelsen og det skal vi fortsætte med.”
”Jeg vil sige, som ung i dag, lad være at vente på at den her (uddannelsesmulighed) kommer, kom i gang nu, søg nu. I får Line som formand, det er smadderspændende at være lærerstuderende og være lærer. Gå i gang med at søge.”
Berlingske Tidende, torsdag den 19. marts 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Avisen har foretaget en rundringning til alle professionshøjskoler i Danmark. Den viser, at der for første gang i årevis kun er et meget begrænset eller slet intet fald i antallet af kvote 2-ansøgere til de såkaldte velfærdsuddannelser i forhold til sidste år.
Formanden for Danmarks Lærerforening , Anders Bondo Christensen , er glad: ”Jeg kan godt love dig for, at jeg glæder mig over, at faldet er stoppet og ansøgerantallet stabiliseret, for vi kunne næsten ikke nå længere ned,” siger han, men opfordrer samtidig til, ”at seminarierne ikke hviler på laurbærrene.” ”Nu er det vigtigt, at vi lægger os i selen for at fortælle, at vi har en rigtig dejlig uddannelse, så vi i fremtiden kan få endnu flere ansøgere,” understreger han.


