Newspaq, tirsdag den 12. maj 2009
Lotte Lange, formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening
Det er en ny undersøgelse lavet blandt medlemmerne af FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening, der peger på problemerne. "Vi har længe vidst, at skolernes bygninger mange steder er i en elendig forfatning. Nu hæfter jeg mig ved, at hele 54 procent af lærerne i undersøgelsen også mangler de fornødne hjælpemidler til at udføre arbejdet. Og at 90 procent af dem mener, at det går ud over kvaliteten af arbejdet," siger Lotte Lange, formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening.
P1 Morgen kl. 6.40, onsdag den 13. maj 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Frisk luft er afgørende for, om man har det godt, og om hjernen fungerer optimalt. Men det er ikke altid tilfældet på landet folkeskoler. Mange af skolerne kæmper i dag med store indeklimaproblemer. DRs program Testen der i aften vises på DR1 har undersøgt CO2 niveauet på forskellige danske folkeskoler og i et klasselokale var CO2 niveauet op til 5 gange højere end anbefalet. Anders Bondo Christensen, formand i Danmarks Lærerforening, god morgen til dig.
Hvad siger du til den her test, der, viser at indeklimaet er så dårligt, at det går ud over indlæringen hos børnene?
”Det er selvfølgelig en ganske alvorlig nyhed. Men for mig er det desværre ikke en nyhed. Vi har været meget opmærksomme på, at indeklimaet på mange skoler ikke er i orden. Og jeg tror, alle kan forestille sig, hvad det betyder, at man sidder med måske 25 elever i et meget dårligt ventileret rum og skal forsøge at få de elever til at lære noget.”
Men man skulle jo mene, at det var noget, som også lå lærerne på sinde, fordi problemerne med dårligt indeklima må jo også påvirke lærerne?
”Det er det bestemt også, og når vi i Danmarks Lærerforening har kendskab til det, så er det selvfølgelig også fordi, lærerne har kontaktet os omkring det. Vi har forsøgt at bakke op omkring det og har lavet en hjemmeside omkring indeklimaproblemer. Vi har rejst det i det, der hedder Baru, altså den organisation der kigger på arbejdsmiljøet i undervisningsområdet og så videre. Men vi har talt lidt for døve ører, må vi nok se i øjnene.”
Men hvor er det problemet opstår? Altså er det dårligt udluftning, er det dårlige bygninger, eller hvad er problemet?
”Nu har KL sammen med det firma, der hedder COWI, lige undersøgt efterslæbet på vedligeholdelse på skolerne, og det viser sig faktisk, at man skal bruge 3,3 milliarder kroner for at få skolerne up to date, og det er selvfølgelig en væsentlig del af forklaringen, at der er et kæmpe efterslæb på vedligehold i den danske folkeskole.
Eksperter hævder, at i værste fald, så mister en skoleelev omkring 20 % af indlæringen i undervisningen. Det vil sige, groft sagt en femtedel af undervisningen risikerer at forsvinde hen over hovedet på eleverne. Hvad siger det tal dig?
”Det er jo ganske alarmerende. Der er mere end en undersøgelse, der viser det. Der er faktisk en hel del dokumentation på, at det har så stort et omfang. Der er talt rigtig meget om, at vi skal styrke fagligheden i den danske folkeskole. Måske har vi en af de allerstørste faktorer her, at eleverne sidder i dårligt ventileret rum, og det betyder så meget for deres indlæring.
Så i virkeligheden må der også være en masse penge, man så kunne spare, altså ved simpelthen at få så meget mere ud af at give eleverne et bedre indeklima?
”Den der COWI-rapport, som jeg omtalte før, viser faktisk, at hvis man løbende vedligeholder lokalerne, så er det betydeligt billigere end den der totale renovering, som mange skoler står over for nu. Så der er også penge at spare - men det er den lille del, synes jeg. Vi har nogle børn, der sidder time efter time i et belastet undervisningsmiljø og samtidig får de ikke det optimale udbytte af undervisningen. Det er jo det, der er den store skandale i det her.”
Men når der så er sådan en undersøgelse her, så skulle man da ellers mene, at I har rigeligt med skyts til at gå til kommunerne og kræve, at der bliver gjort noget ved problemet?
”Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg er begejstret for, at der nu også på denne her måde kommer fokus på den her problemstilling. Det, der er virkeligheden ude i den danske folkeskole, det er, at mange skoleledere og skolebestyrelser sidder i en benhård prioritering af midlerne: Skal vi renovere klasselokalerne, skal vi sende eleverne på lejrskole, skal vi skære ned på elevernes timetal. Det er jo de valg, man sidder med. Og vi har simpelthen brug for at få en økonomisk håndsrækning til at få renoveret de bygninger, der kan vi ikke bare tage det budget der er i dag.”
Men vil I gå ind og lægge pres på kommunerne?
”Det gør vi konsekvent. Vi prøver at støtte op omkring vore sikkerhedsrepræsentanter ude på den enkelte skole, vores lokale kredse prøver at rejse spørgsmålet i forhold til kommunerne. Men det er klart, at når der nu kommer den her dokumentation for, hvor meget det i virkeligheden betyder for elevernes indlæring, så har vi et ekstra godt argument, det er jeg sikker på.”
Og med det ekstra gode argument i hånden, hvad vil Danmarks Lærerforening så gå ud og gøre konkret nu?
”Det, jeg er overbevist om, at vi vil bruge den her undersøgelse til, det er at kontakte de samarbejdspartnere, vi har. Vi har et glimrende samarbejde med Skolelederne, med forældreorganisationen Skole- og samfund og med elevorganisationen. Og hvis vi parter kan gå sammen og sige, nu skal der altså ske noget på det her felt, så tror jeg at vi står meget stærkere end vi gør det alene.”
Vejle Amts Folkeblad, onsdag den 13. maj 2009
Jesper Støier, afdelingschef i Danmarks Lærerforening
Den omfattende import af udenlandsk arbejdskraft til fagområder, som er ramt af flaskehalse, er kommet for at blive. Nu arbejder det vejlensiske vikarbureau, Vikargruppen Danmark A/S på at importere og udleje uddannede franske, britiske, canadiske, australske og amerikanske lærere til den danske folkeskole. Ifølge Danmarks Lærerforening bestrides 2000 lærerstillinger af mennesker uden en læreruddannelse. Og lærernes fagforening vurderer samtidig, at der vil mangle tre til fire gange så mange uddannede folkeskolelærere om otte år. Afdelingschef Jesper Støier siger, at han kan forestille sig mange modeller, som kunne bane vej for udenlandske lærere bag danske katedre.
Afdelingschefen understreger, at det er nødvendigt for de udenlandske lærere at få godkendt deres uddannelse i Danmark og i øvrigt at opnå tilstrækkelige færdigheder i det danske sprog. ”Det er en interessant idé. Og Vi ser ingen uddannelsespolitiske problemer i det her og vil gerne mødes med Vikargruppen Danmark A/S for at diskutere, hvordan det bedst kan lade sig gøre,” siger Jesper Støier fra Danmarks Lærerforening.
Computerworld Online, torsdag den 14. maj 2009
Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF
"Computere og it er rigtig gode redskaber i undervisningen, men de egner sig ikke til at lave prøver med". Så kort er meldingen fra Dorte Lange, som er formand for Skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening. Her har man spurgt medlemmerne om deres holdning til de digitale prøver.
"Mindre end én procent af lærerne mener, at de digitale multiple choice-opgave er anvendelige i eksamenssammenhæng," fortæller Dorte Lange. "Langt den overvejende del af underviserne mener, at mundtlige og praktiske prøver er den bedste måde at eksaminere på. Hvis man prioriterede disse metoder, ville man også undgå risikoen for snyd," siger hun.
"Skolens opgave er langt mere end at lære eleverne , hvad der er sandt eller falsk. Det handler om udtryksformer, samarbejde og problemløsning. Dette er meget svært at få frem bag en skærm," lyder kritikken.
Danmarks Lærerforening afviser, at det handler om teknologi-forskrækkelse. "Lærerne vil rigtig gerne bruge it som værktøj i undervisningen. Det er bare ikke egnet til at lave prøver med. Digitaliseringen er et forsøg på effektivisering, men det har nogle rigtig uheldige bivirkninger," siger Dorte Lange.


