Jyllandsposten, tirsdag den 4. august 2009
Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF
Lærere, pædagoger og skoleledere bag et nyt udspil for folkeskolen med afsæt i den nyeste forskning, og ud over forældrenes rolle og fællesskabets styrke ønsker skolefolket mere fokus på læsning og indvandrerelever. Formanden for det uddannelsespolitiske udvalg i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, samler ønsket om mere fællesskab og forældreopbakning i en opfordring: ”Der er en tendens til, at forældre tænker på, hvad der er bedst for deres barn, men de skal vide, at deres barn lærer mere, hvis alle i barnets klasse har det godt. En skoleklasse er et forpligtende fællesskab, men børnene har ikke selv valgt deres skolekammerater. Derfor er det vigtigt at fokusere på at få dette fællesskab til at fungere. Det gør lærerne allerede, men vi har brug for opbakning fra forældrene,” siger hun.
Radioavisen kl. 12.00, onsdag den 5. august 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
60 timers kursus, så er man klar til at undervise i folkeskolen. I Helsingør er der så stor mangel på uddannede lærere, at man har oprettet et lynkursus, hvor folk med helt andre uddannelser skal lære at undervise skolebørn.
Dine medlemmer i Helsingør mangler kolleger, nu ser de ud til at få nogle via det her kursus, så hvad siger du til det?
”Jamen, vi står jo i en situation, hvor vi simpelthen ikke kan skaffe det nødvendige antal uddannede lærere. Så i sådan en nødsituation, så er det jo godt, at der er nogen, der vil gå ind og hjælpe os i folkeskolen. Men det er klart, at vi bliver nødt til at have løst den lærermangel, fordi det er hele fundamentet i uddannelsessystemet, der står på spil, hvis vi ikke får det løst.”
Så du synes, det er et godt initiativ, de har gjort i Helsingør, hvor man kan blive lærer på 60 timer?
”Nej, man kan ikke blive lærer på 60 timer, men det er da udmærket, at man giver de, der nu kommer ind i skolen, nogle lidt bedre forudsætninger for det. Men det skal jo følges op. De pågældende skal jo have tilbudt et helt andet seriøst kursusforløb igennem deres ansættelsesforhold, og så skal vi som sagt på sigt sørge for, at vi har nogle flere uddannede lærere. Det er faktisk sådan, at lærernes kvalifikationer er den mest afgørende forudsætning for elevernes indlæring, næst efter forældrenes opbakning. Det har forskning vist gang på gang, så det er nødvendigt, at vi får uddannet nogle flere lærere.”
Nu var der jo også en større søgning til seminarierne i år, så er der behov for mere eller vil det løse sig af sig selv efterhånden?
”Nej, slet ikke. Der var en 16 % stigning, men det kommer ovenpå fem års fald, så hvis der ikke sker noget dramatisk, så vil vi stå og mangle 10.000 lærere om ganske få år. Så vi skal sætte alle sejl til for at få de dygtigste unge til gerne at ville være lærere i den danske folkeskole. Det er et fantastisk job at være lærer, så vi har virkelig brug for dygtige unge, der har lyst til det.”
TV-avisen kl.18.30, onsdag den 5. august 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Om få dage begynder et nyt kuld forventningsfulde børn i folkeskolen, men der er katastrofal mangel på uddannede lærere til at undervise dem. Det får nu Helsingør kommune til at tilbyde et 3-dags lynkursus til eksempelvis dyrlæger og piloter, så de kan sætte sig bag katederet, når børnene møder i næste uge.
God aften Anders Bondo, bliv lærer på 3 dage, hvad siger du og Danmarks Lærerforening til denne her løsning?
”Jamen, det er jo ikke løsningen. Selvfølgelig er det fint, at Gry og de andre vil tage et nap med i folkeskolen, når vi står og mangler lærere. Men det er jo ikke løsningen på den lærermangel, vi har. Vi ved, at den vigtigste forudsætning for, at eleverne lærer noget, næst efter opbakning fra forældrene det er lærernes kvalifikationer. Så der skal nogle andre løsninger til. Det her er en nødløsning, som vi må gribe til her nu, men det er noget helt andet, vi skal have fat i.”
Men Anders Bondo, lad os lige prøve at se på realiteterne engang. Det er nemlig ikke kun i Helsingør, at der er akut mangler lærere. Landet over tørster folkeskoler efter undervisningskræfter. Lige nu mangler der helt præcis 2.700 uddannede folkeskolelærere på landsplan, og det er altså en stigning på 22 % i forhold til sidste år. I eksempelvis Helsingør kommune, som vi lige besøgte, er 48 % af de lærere, som kommunen har ansat i år, slet ikke uddannede. I Billund kommune drejer det sig om halvdelen af de nyansatte, mens hele 73 % af nye undervisere i Brøndby kommer fra andre steder end netop lærerseminarierne. Anders Bondo, det her er jo altså realiteterne, er det ikke nemt at kritisere, når der er en stadig stigning på mangel på lærere, hvad skal kommunerne ellers gøre?
”Jamen, jeg kritiserer ikke. Jeg siger bare, det er ikke løsningen. Vi bliver nødt til at få unge mennesker til at vælge læreruddannelsen. Det er den eneste holdbare løsning i længden. De her tal de er dramatiske, men de bliver endnu værre. Vi vil komme op på en lærermangel på 8.-10.000, hvis der ikke sker noget dramatisk. Så vi skal have unge mennesker til at vælge den fantastiske karrierevej, det er, at blive lærer i den danske folkeskole. Det er den eneste løsning på den udfordring, vi står overfor.”
Men Anders Bondo, problemet er jo her og nu at, kommunerne simpelthen mangler lærere. Hvordan vil du og seminarierne så få folk til at vælge seminarieuddannelsen igen?
”Vi skal gøre alt, hvad vi kan. Vi skal gøre uddannelsen bedst mulig. Vi skal diskutere, hvordan vi laver en uddannelse, som appellerer til de unge. Vi skal ud og fortælle den store historie, det er at være lærer. Det er et helt fantastisk vigtigt job. Tænk at få lov til være med til at udvikle de her elever fra børn til unge mennesker, der skal ud og tage ansvar for det kommende samfund. Det er vel det allervigtigste job, vi overhovedet har i det danske samfund. Det er den store historie, vi skal ud og fortælle, så unge mennesker kan se, det er her jeg vil lægge min energi i mit arbejdsliv.”
Berlingske Tidende, torsdag den 6. august 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Mange af de elever, der var allerbedst til PISA-prøverne i naturfag, afviser en fremtidig naturvidenskabelig uddannelse og karriere. Det overrasker ikke formanden for Danmarks Lærerforening , Anders Bondo Christensen. ”Naturfagene er blevet et stedbarn. Skolen afspejler samfundet, og forældrene er desværre ikke særligt interesserede i fysik og kemi,” siger Anders Bondo Christensen, der selv har undervist som både fysik-og matematiklærer i folkeskolen. ”Det var helt tydeligt, at forældrene ikke tog sig af, at deres barn fik et fem-tal i fysik, mens det ville være helt uacceptabelt med et fem-tal i matematik. Forældre syntes, at det var lige meget med fysik,” siger Anders Bondo Christensen.
Information, torsdag den 6. augyst 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Skolebøger, legepladser, computere og alt muligt andet udstyr bliver finansieret af virksomheder og privatpersoner på stadig flere danske folkeskoler. Udviklingen kan føre til en skævvridning af skolesystemet og udhuling af skolebudgetterne, frygter lærere og skoleledere. Derfor kræver SF klarere retningslinjer for skolesponsering. Også Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening, frygter, at en stadigt større udbredelse af privatsponsorater kan skabe et A-hold og et B-hold blandt skolerne. ”Jeg kan godt forstå, at der er skoleledere, der i en presset økonomisk situation er fristet til at modtage private sponsorater - men det bliver en glidebane, hvor de skoler, der ligger i nærheden af bestemte firmaer, godt kan sponsoreres, mens andre ikke kan,” siger Anders Bondo Christensen. Han understreger, at et samarbejde mellem skoler og erhvervsliv grundlæggende er godt for undervisningen. ”Både virksomhedsbesøg og gæsteundervisere fra erhvervslivet kan være en god inspiration til undervisningen. Men virksomheder skal ikke være med til at finansiere skolens drift,” siger han.
Århus Stiftstidende, torsdag den 6. august 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Formanden for Dansk Lærerforening, Anders Bondo Christensen, opfordrer til enighed om, at skoleåret 2009/ 10 skal blive det bedste år nogensinde. ”Hvis alle forældre, lærere og elever bliver enige om, at det her skal være et godt år for alle, og at der skal være plads til alle trods forskel ligheder, så får vi et godt skoleår,” siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Det indebærer også et fælles ansvar for at hjælpe, hvis noget går galt. ”Hvis man opdager, at en i klassen er blevet ked af at gå i skole, så er det hele klassens ansvar at hjælpe til med, at de igen får lyst og bliver glade. Alle skal være med til at hjælpe til med, at vi alle kan lide at gå i skole,” siger lærerformanden. Endelig ønsker sig også fra politikerne flere penge til skolerne. ”Hvis nu man midt i en krisetid fandt ud af, at man på finansloven skulle satse på skolerne, så ville det blive et helt fantastisk år,” mener Anders Bondo Christensen.


