Søndagsavisen, lørdag den 7. november 2009
Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF
Fraskilte forældre har ofte så svært ved at begrave stridsøksen, at de ikke magter at gå sammen til deres børns skole-hjem-samtaler. Derfor oplever flere folkeskoler, at forældrene kræver hver sin samtale. Men hverken ifølge folkeskoleloven eller forældreansvarsloven kan forældre kræve separate samtaler. Danmarks Lærerforening er forarget over udviklingen. ”Det tyder på, at der er mange andre ting, forældrene ikke kan samarbejde om,” siger Dorte Lange, formand for Skole- og Uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening. Hun er glad for, at den klare lovgivning gør, at skolerne ikke bliver rodet ind i familiernes skilsmisseproblemer. ”Det ville være at medvirke til en uheldig udvikling, hvis vi skulle til at lave separate samtaler. Og det går ud over barnet i sidste ende,” siger hun. Al forskning viser, at det er afgørende, at forældre er fælles om deres børns skolegang. ”Vi ved, at det er enormt vigtigt, når det handler om børnenes trivsel og læring. Og det sender et meget uheldigt signal, som vi helst ikke vil være med til at sende som skole, hvis barnet skal til at gå til to forskellige samtaler,” siger Dorte Lange.
Politiken, mandag den 9. november 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Ro og regelmæssighed. Det er den vigtigste faktor, hvis karakterniveauet skal hæves på folkeskolerne. Kommer pengene ujævnt, skader store investeringer ligefrem mere, end de gavner. Det viser en undersøgelse af alle landets kommuner lavet af forskere fra Aarhus Universitet. Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er kritisk over for at bruge karakterer som udtryk for skolernes kvalitet. Han understreger at, større investeringer giver bedre skoler. ”Men jeg vil gerne deltage i jublen over hovedkonklusionen om arbejdsro. Der skal være et langsigtet perspektiv for arbejdet, hvis vi skal have en ordentlig udvikling og sikre et ordentlig fundament i skolerne,” siger han.


