Newspaq Arbejdsmarked, fredag den 27. november 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Danske folkeskoleelever skal både have mulighed for at lære arabisk, kinesisk og tyrkisk. Det mener Danmarks Lærerforening, der glæder sig over, at København som den første kommune netop har fået tilladelse til at tilbyde arabisk på skoleskemaet i 7. klasse. Nu bør andre kommuner følge trop, mener lærerne. "Vi ønsker, at der åbnes op for flere forsøg rundt om i kommunerne. Vi har elever med tyrkisk baggrund og områder med en stor kinesisk befolkning. Der er et stort potentiale på det sproglige område, der bør udnyttes i langt højere grad, end det sker i øjeblikket," siger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til Newspaq.
Jyllandsposten, lørdag den 28. november
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Skolestyrelsen, som har ansvaret for de nationale test, har fået henvendelser fra lærere, som mener, at testene er for svære, og skolelederne hører også om utilfredsheden. Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, mener, at man bør opgive princippet om, at testen retter sig efter elevernes svar og i stedet gennemføre en stribe test på forskellige niveauer til hver klassetrin. ”Opbygningen med at spørgsmålene bliver sværere eller lettere fungerer ikke, da der går for lang tid, inden den tilpasser sig. Eleverne har krav på at blive testet i det, som de bliver undervist i, og man skulle hellere foretage en stribe test på forskellige niveauer til hvert klassetrin. Det er ikke en overraskelse for lærere, at der er stor forskel på, hvad eleverne i 2. klasse kan. Lad derfor lærerne selv vurdere elevernes niveau, så de kan de give dem den test, der passer til den enkelte elev,” siger lærerformanden, som selv har prøvet testen.
Helsingør Dagblad, onsdag den 2. december 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
De danske elever skal igennem svære prøver, når de til foråret får de omdiskuterede nationale test for første gang. Lærerne er bekymrede, men styrelse afviser, skriver avisen. Frygten går blandt andet på, at eleverne vil føle det som en nederlag, når de får sværere spørgsmål, end de er vant til. Det fortæller Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening (DLF). ”Alle elever skal udfordres, men ud fra det niveau de har. I testene starter alle på samme niveau, og for især de fagligt svageste elever vil det opleves meget, meget svært,” siger han. Han opfordrer Skolestyrelsen til at ændre på testen, så prøven fra starten kan tilpasses elevens niveau: ”Vi kender godt eleverne faglige niveau og ved godt, hvilke 2. klasseselever der ligger på 1. klasses niveau og hvilke der ligger på 3. klasse. Det burde vi have mulighed for at tage udgangspunkt i, når de skal igennem testene,” siger han. Han frygter, at konsekvensen af de nuværende test er, at lærerne ikke vil bruge dem som det pædagogiske redskab, det er tiltænkt at være. ”Så bliver det i stedet et irritationsmoment for både lærere og elever, og det har ingen gavn af,” siger Anders Bondo Christensen.
TV2 Øst, onsadg den 2. december 2009 kl. 19.30
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Den udskældte multimedieskat rammer også lærerne på pengepungen. Hvis lærerne skal være online på deres computer, så skal de betale for det. I Danmarks Lærerforening ryster formanden, Anders Bondo Christensen, på hovedet: ”For mig svarer det til, at vi også skal beskattes, fordi vi tager geografibogen med hjem for at forberede os til en geografitime. Så vanvittigt et forslag er man dog ikke kommet med endnu, men princippet er jo nøjagtig det samme. Det er en moderne molbohistorie, og set i bakspejlet tror jeg, at alle kan se, at det her er tåbeligt. Men loven er vedtaget, og jeg synes, at man hurtigst muligt skal få den korrigeret.
Politiken, fredag den 4. december 2009
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
I forhold til pædagoger, alkoholbehandlere og ansatte i forvaltningerne er skolelærerne den gruppe, der har fået mindst ud af fire års indsats i 74 kommuner for skabe bedre hjælpemuligheder for børn i familier med alkoholproblemer. Det viser en undersøgelse lavet for Sundhedsstyrelsen af Rambøll. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen: ”Lærerne er i et dilemma. Vi er jo dybt afhængige af et godt forhold til familierne. Det skal ikke bortforklare vores indberetningspligt, men mange lærere siger, at det for dem er helt afgørende, at de er på sikker grund, før de gør noget. Den anden forklaring er desværre, at mange føler, at selv om de underretter de sociale myndigheder, så sker der ofte ikke mere.”


