DLF i medierne
TV2 Nyhederne, fredag den 10. december 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Denne uges helst store historie har handlet om vores børn. En PISA-undersøgelse placerede Danmark på en 18. plads, og der lå vi også og rodede for 10 år siden. Anders Bondo Christensen: ”Regeringen har spildt tiden, nu har de haft regeringsmagten i 9 år, dvs. de elever, der i dag går i 9. klasse, de startede sådan set i skole, da den her regering fik magten. Og så har man indført det ene tiltag efter det andet.”
Politiken, lørdag den 11. december 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Forældre skal sørge for, at deres børn møder mætte, udsovede og med de rigtige bøger i skoletasken. Gennem forældrekontrakter skal skoler kræve af forældrene, at de har et medansvar for ro og orden i klassen. Det står som punkt to i Socialdemokraternes og SF's forslag til reform for folkeskolen, som partierne offentliggjorde sent fredag. Anders Bondo Christensen, som er formand for Danmarks Lærerforening, er afventende positiv. ”Det er en god ide at få fokus på forældres opbakning til folkeskolen. Men det kræver ikke en kontrakt,” siger han og peger på, at lærernes arbejde besværliggøres af forældre, som ved middagsbordet taler om ”åndssvage lærere”. ”På samme måde er det et uheldigt signal, når forældre prioriterer en billig vinterferie på bekostning af undervisningen,” siger Anders Bondo Christensen.
MetroXpress, tirsdag den 14. december 2010
Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF
En ringetone, der advarer elever og lærere om, at pausen er ved at ende to minutter i timestart, betyder, at begge parter er på deres pladser på slaget. Det giver ekstra undervisningstid, viser erfaringer fra Tune Skole. Formanden for skole- og uddannelsespolitisk i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, siger, at lærerne gerne vil effektivisere undervisningen. Men hun mener ikke, at den ekstra klokke bør tvinges igennem. ”Det bør ikke være et dekret. Hvis ikke hele skolen tager ejerskab for modellen, risikerer man modstand. Det kræver, at alle er med. Men alt, der giver mere tid og effektiv og rolig undervisning, er velkomment.”
TV2 Nyhederne kl. 22.00, tirsdag den 14. december 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Måske har De på det seneste lagt mærke til denne unge mand, hans navn er Troels Boldt Rømer. Han er kun 16 år gammel, alligevel har han været en markant stemme i de seneste ugers debat om folkeskolen.
Anders Bondo Christensen: ”Jeg tror ikke, der er nogen, som møder Troels hverken på fjernsynet eller i virkeligheden, som ikke bliver imponeret over ham.”
Berlingske Tidende, onsdag den 15. december 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Landets skoler har ikke råd til at ansætte læreruddannede vikarer. Det bryder med loven. Og det går ud over kvaliteten af undervisningen. Sådan lyder vurderingen fra flere eksperter, som udtrykker bekymring over tendensen. Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, foreslår, at man tillægger nogle af de fastansatte lærere en pulje timer, der kan bruges til at vikariere, når kollegaen melder sig syg. Men det tillader økonomien ikke, mener han: ”Når man sidder med et skrabet budget, er sådan en pulje nem at skære væk, fordi det ikke har en her og nu-konsekvens. Jeg ville nok gøre det samme, hvis jeg var skoleleder, for økonomien er meget presset. Det er ærgerligt, for selv for os uddannede lærere er det en udfordring at undervise som vikarer, fordi vi overtager eleverne midt i et forløb. Men det er særligt svært for en, der ikke har en læreruddannelse,” siger han.
Agenda, torsdag den 16. december 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Siden 1996 har de svenske lærerlønninger været givet fri. Som udgangspunkt er lærerens løn fastsat i forhandling med den enkelte skoleleder, og der er hverken centralt bestemte startlønninger eller alderstillæg, som vi kender det i den danske folkeskole. I en meningsmåling gennemført af Wilke for Agenda, afviser hele 57 pct. af 67 ansatte i folkeskolen individuelle lønforhandlinger. Blandt resten af de kommunalt ansatte, der deltog i meningsmålingen, var det kun 22 procent, som var afvisende. Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, mener, at meningsmålingen er en indblanding i de offentlige overenskomstforhandlinger fra Dansk Arbejdsgiverforenings side. ”Jeg synes, at DA skal indhente krav til sine egne overenskomstforhandlinger hos sine medlemmer, så tager vi os af vores egne. Jeg opfatter det som en indblanding, at I spørger vores medlemmer,” siger Anders Bondo Christensen.
Dagbladet Arbejderen, onsdag den 15. december 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Hvis det bliver en Socialdemokrat eller SF'er, der kommer til at sidde på posten som undervisningsminister efter næste valg, vil folkeskolens parter blive indkaldt til forhandlinger om en ny folkeskolereform. Danmarks Lærerforening har længe kritiseret VK-regeringen for at udelukke lærere og skoleeksperter fra forhandlinger om folkeskolen. Foreningens formand, Anders Bondo, understreger, at han vil stille de samme krav til en S-SF regering, som han stiller til VK i dag. ”Det vil være guld værd for den danske folkeskole, hvis der kan opstå et rigtigt partnerskab, hvor den store viden fra forskningen og de fagprofessionelle bliver inddraget i udviklingen af folkeskolen,” siger han.


