TV2 Nyhederne, fredag den 5. februar 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Holbergskolen i København har siden i går været genstand for en noget heftig debat. Et møde, hvor kun mødrene var inviteret, fik flere politikere til at fare i flint og kritisere skolen kraftigt. Det blev set som et knæfald for de muslimske mænd, der ikke vil lade deres koner deltage, hvis andre mænd er til stede. I dag er skolens leder overrasket over kritikken, og han mener, at det kun var en lille del af sandheden, der løb med al opmærksomheden. Formanden for Danmarks Lærerforening var i dag forbi med blomster for at støtte skolen. Anders Bondo Christensen: ”At en så velfungere skole, så dygtig en skole, som den her, kan afstedkomme så hysterisk en debat, det er helt grotesk.”
Jyllandsposten, søndag den 7. februar 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
I løbet af det næste halve år skal omkring 410.000 danske skolebørn op til de nye nationale test i fag som dansk, matematik og engelsk. Indtil for få uger siden var der enighed om, hvad testene skulle bruges til. Men så kom statsministeren ind i skolegården: Nu aner ingen, hvad der sker med dem.. Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening siger: ”Vi er imod nationale test i den aktuelle form. Det er i orden at gøre det til noget obligatorisk, at alle elever skal testes. Men så skal man give lærerne mulighed for at vælge lige præcis den test, der passer til den enkelte elevs niveau. Lad os tage en test til det niveau, som eleven er på. Så vil man få et meget bedre billede af, hvor eleven ligger, og hvor der skal sættes ind for at gøre elevens standpunkt bedre.” Om en eventuel offentliggørelse: ”Vi vil kæmpe med næb og klør mod en offentliggørelse. Al forskning viser, at hvis man tillægger testene en øget betydning ved at lægge resultaterne for hver enkelt skole ud i offentligheden, så indsnævrer det undervisningen imod den ene del, som kan opfanges af sådanne elektroniske test. Det vil i sidste ende give eleverne en dårligere undervisning, de får ikke den brede faglighed, de har brug for.”
TV2 morgen, tirsdag den 9. februar 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Hvis dine børn ikke får nok ud af undervisningen i skolen, så er det sikkert din egen skyld. Syv ud af ti folkeskolelærere mener, at elevernes uro i skolen skyldes, at børnene ikke er opdraget godt nok hjemmefra. Det skriver Berlingske Tidende. Mange elever er simpelthen ikke vant til, at der bliver sat rammer i deres hverdag derhjemme, det siger Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet, og han fastslår, at uro i skolen har mærkbare konsekvenser for elevernes indlæring. Anders Bondo Christensen: ”Man kan lægge mange ting i opdragelse i den her forbindelse. Der er nogle elever, som er svigtet hjemmefra. Der er elever, hvis forældre ikke har tid nok til dem derhjemme. Og der er nok også nogle elever, der har nogle forældre, der mere opfatter skolen som sådan et forbrugsgode i stedet for et sted, hvor vi har et fælles ansvar. Jeg tror, det er alle de mange ting, der er en del af det svar her.”
TV2 News, onsdag den 10. februar 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Fokus på skolebørns alsidighed, det vil undervisningsministeriets ekspertudvalg, det såkaldte Skoleråd have. Rådet foreslår blandt andet, at elever fra tredje klasse og opefter skal måles på deres samarbejdsevne, sociale kompetencer og kreativitet.
Og dermed god morgen og velkommen Anders Bondo Christensen, du er formand for Danmarks Lærerforening. Helt kort, hvor vigtigt er det, at skolebørn udvikler kreative og sociale kompetencer?
”Det er utrolig vigtigt.”
Hvorfor skal man så ikke måle på det?
”Det må man for min skyld også gerne, man skal bare ikke gøre det kunstigt. Det er, som om eksperterne her frasiger, en del af fagene. Man skal kunne bruge matematikken kreativt, man skal ikke have kreativitet som sådan noget selvstændigt afkoblet fra fagene.”
Hvorfor ikke?
”Fordi det er en del af fagene, og det skal være en del af fagene. Nnu er jeg selv matematiklærer, og hvis jeg ikke som matematiklærer forstår at få mine elever til at bruge matematikken kreativt, men kobler det ud og siger, at det er en selvstændig disciplin, så får vi ikke de elever ud af den danske folkeskole, vi gerne vil have.”
Men på det karakterblad, som en skoleelev får, når de går ud fra niende klasse eller tiende klasse, kan man der læse, hvorvidt eleven er kreativ eller har sociale kompetencer?
”Ja, det mener jeg faktisk. Det er vi som lærere forpligtet til også. I de fælles mål, der er for fagene, er der faktisk de her kompetencer i dag. Der er bare ikke ret meget fokus på dem.”
Men en god karakter i matematik siger vel ikke nødvendigvis noget om elevens kreativitet eller sociale kompetencer?
”Det skal den altså også sige noget om. Det skal vi som lærere formå at medtænke. Hvis vi har en elev, som ganske vist kan regne alle regnestykkerne fuldstændig rigtigt men ikke formår at samarbejde, så får man altså ikke topkarakteren, med de krav der er til matematikundervisningen i dag.
Hvis det mål allerede findes i dag, hvorfor så ikke offentliggøre det særskilt, så har forældrene en mulighed for at se hvilke skoler, der har gode sociale kompetencer?
”Det er en rigtig god idé, når Skolerådet siger, at hvis skal have større fokus på den her del, for der har været meget fokus på den målelige faglighed. Så selve målsætningen er jeg fuldstændig enig i. Jeg tror bare, vi skal diskutere, hvordan vi gør det. For eksempel så er eleverne og forældrene kommet med et forslag til en helt nye prøveformer, som inddrager det her på en helt anden måde, det synes jeg lyder spændende.”
Men ingen karakterer i sociale færdigheder, hvis man spørger dig?
”Nej, det skal være en del af fagene.”
Urban, torsdag den 11. februar 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Når tusindvis af danske børn i morgen bliver sendt hjem fra skole med ønsket om en god vinterferie, er det et levn fra fortiden. Det mener Skole og Samfund, hvor formanden vil have landets skoleledelser til at løsne grebet om vinterferien, så alle forældre frit kan vælge mellem tre forskellige uger. Anders Bondo Christensen, som er formand i Danmarks Lærerforening , vil ikke gøre sig til dommer over den fleksible vinterferie, men siger: ”Det er op til den enkelte skole at afgøre, om tre ugers rullende vinterferie er en god løsning. Og vælger man kun at have én uge, så må forældrene respektere den beslutning og lade være med at tage børnene væk fra undervisningen i andre uger for at komme på billigere skiferie.”
Ritzau, onsdag den 10. februar 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Danske skoleelever skal lære mere og hurtigere, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussens ambition om, at Danmark i år 2020 skal ligge i top-5 i de internationale Pisa-målinger, skal lykkes. Det siger Skolerådet i sin årsberetning, som indeholder en stribe forslag til at udvikle folkeskolen. Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er forundret. ”Det er kunstig, matematisk logik, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det, at man hæver trinmålene, skulle ændre på de danske elevers færdigheder,” siger han.
Berlingske Tidende, onsdag den 10. februar 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Debatindlæg:
Holbergskolen støttet af regeringen
Kulturminister Carina Christensen kalder i Berlingske Søndag det nu danmarksberømte møde på Holbergskolen for knæfald for de reaktionære. Som minister har Carina Christensen et medansvar for den samlede regeringens politik. Arrangementerne på Holbergskolen er iværksat på opfordring fra Integrationsministeriet, der også støtter arrangementerne økonomisk. Og der er mere af samme slags i vente. Integrationsministeriet og dermed regeringen vil såvel i år som til næste år give støtte til at sundhedsplejersker, pædagoger, lærere eller andre fagpersoner skaber netværk mellem mødre på tværs af etnisk baggrund. Netværkenes primære formål er at hjælpe mødrene, så de bedre kan støtte hinanden og deres børns udvikling. Mødrene kan bl.a. tale om børneopdragelse, skolegang, børnenes sociale netværk og familiens sundhed. Det er præcist det, der er sket på Holbergskolen. Hvordan kan en minister sende en bandbulle mod et initiativ på en skole samtidig med, at et andet ministerium opfordrer pædagoger, lærere og andre fagpersoner til at lave nøjagtigt de samme initiativer? Er der tale om åben splid i regeringen, eller er forklaringen, at kulturministeren ikke har sat sig ind i den sag, som kulturministeren udtrykker sin uforbeholdne mening om?
Berlingske Tidende, onsdag den 10. februar 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Lærernes indsats skal evalueres, og det skal skoleelever og forældre være med til, mener Skolerådet. Hos Danmarks Lærerforening er de ikke udpræget tilfredse med forslaget fra Skolerådet. ”Det vil bringe kvaliteten op i skolen, hvis vi får sat professionelle samtaler mellem lærer og skoleleder i system, så lærerne får feedback fra deres leder på et professionelt grundlag. Det er det, lærerne efterspørger. Det kan man ikke erstatte med, om forældrene synes, at læreren er god eller ej, eller om eleverne synes, de får noget ud af undervisningsforløbet. Selvfølgelig skal de ting ind over en samtale, men de har ikke værdi på samme måde, som en professionel samtale har,” siger Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening.
Information, onsdag den 10. februar 2010
Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF
De danske skolebørn skal ikke bare måles på, hvor gode de er til at bøje verber og løse ligninger. Skolerådet, der rådgiver Undervisningsministeriet, foreslår i en ny rapport at lave trinmål for elevernes alsidige udvikling i 3., 6. og 8. klasse. Alsidig udvikling handler blandt andet om at kunne samarbejde, være innovativ, kreativ og social. ”Det vil være det samme som at sige, hvordan man skal være som person, og det virker lidt uhyggeligt,” siger Dorte Lange og understreger, at elevernes alsidige udvikling allerede nu er en integreret del af fagenes mål.
Jyllandsposten, onsdag den 10. februar 2010
Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitiske udvalg i DLF
Skolerådet foreslår, at lærere systematisk tester elevernes evne til at samarbejde og være kreative. Undervisningsministeren støtter ideen, mens lærerne er skeptiske. Danmarks Lærerforening er glade for fokus på elevernes kreativitet. ”Det er en god idé at fokusere på den alsidige udvikling, men vi vil ikke have en tjekliste, som eleverne skal leve op til. Så kommer lærere til at undervise efter tjeklisten, og i Danmark har vi tradition for, at det er op til læreren, hvordan udviklingen fremmes,” siger Dorte Lange, formand for lærerforeningens skolepolitiske udvalg. Men hvis man ikke måler elevernes alsidige udvikling, kan vi så vide, at vi faktisk er så gode til at lære børnene at være selvstændige, kreative og gode til at samarbejde, som vi tror? ”Vi lærere kan helt sikkert blive bedre til at sætte ord på, hvordan vi lærer eleverne at være kreative. Men alene det, at danske børn ifølge flere undersøgelser er glade for at gå i skole, og at de har høj selvtillid, er for mig et tegn på, at det allerede lykkes at fremme deres alsidige udvikling,” siger Dorte Lange.
Politiken, onsdag den 10. februar 2010
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Danske skoleelever skal lære mere og hurtigere, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussens ambition om, at Danmark i år 2020 skal ligge i top-5 i de internationale Pisa-målinger, skal lykkes. Det siger Skolerådet i sin årsberetning, som indeholder en stribe forslag til at udvikle folkeskolen. Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen er forundret. ”Det er kunstig matematisk logik, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det, at man hæver trinmålene, skulle ændre på de danske elevers færdigheder,” siger han og tilføjer: ”At for mange elever forlader folkeskolen uden læsefærdigheder, der er gode nok, ændrer vi ikke ved at hæve overliggeren endnu mere. Udfordringen må være, at vi bliver bedre til at nå de mål, der allerede findes,” mener han og gør opmærksom på, at de eksisterende trinmål allerede er blevet ændret fire gange under den nuværende regering, og hver ændring er en omfattende og ressourcekrævende proces.


