DLF i medierne
Ritzau, tirsdag den 18. januar 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Fem ud af seks folkeskoler skal spare i skoleåret 2011-2012. Det viser en rundspørge til skolelederne fra Politiken Research. Danmarks Lærerforenings formand henviser til en rapport fra Kommunernes Analyseinstitut BDO, som viser, at der fra 2002-2009 er brugt seks procent færre penge på normalundervisningen per elev end tidligere. ”Det er håbløst. Vi har haft dramatiske besparelser i år og får dramatiske besparelser til næste år. Regeringen taler om, at den vil sætte 150 millioner kroner af til et læseprojekt, men alene i år er der sparet 700 millioner kroner,” siger Anders Bondo Christensen.
Jyllandsposten, tirsdag den 18. januar 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Undervisningsminister Tina Nedergaard vil have skolelærere til at undervise mere, og fritage lærerne for opgaver. Der er ikke meget komme efter, lyder svaret fra skolelærere og skoleledere. Så enkelt er det dog ikke, mener lærere, skoleledere og Kommunernes Forening. ”Ministeriets tal er direkte misvisende og burde ikke offentliggøres. Danske lærere underviser som udgangspunkt 25-26 lektioner om ugen, og det varierer måske en halv time fra kommune til kommune. Udsvingene i ministeriets timetal skyldes, at nogle lærere har andre funktioner, f. eks. som læsevejledere, og derfor naturligt bruger færre timer på at undervise,” siger Anders Bondo Christensen
Ritzau, tirsdag den 18. januar 2011
Gordon Ørskov Madsen, formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening
Undervisningsministeren og lærerne er røget i totterne på hinanden på spørgsmålet om, hvor meget tid lærerne egentligt bruger i klasselokalet på at undervise. Danmarks Lærerforening mener, at ministerens tal er fyldt med fejl. ”Jo flere kræfter en skole bruger på pædagogisk udvikling og nytænkning, jo lavere et undervisningstimetal vil skolens lærere alt andet lige have. Hun burde tage udgangspunkt i undervisningens kvalitet i stedet for. Man må spekulere på, om ministerens topprioritet er en god folkeskole eller en billig folkeskole,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening.
P1 Morgen, tirsdag den 18. januar 2011
Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening
Folkeskolens fremtid står på spil, når politikerne i disse dage snakker skolereform. De fleste iagttagere forventer, at vi er for tæt på et folketingsvalg til, at de forhandlinger kan få et positivt resultat. Måske bortset fra på en enkel gruppe - det er udelukkelsen af børn med specielle behov fra folkeskolen til specialtilbud. Alle er nemlig enige om, at eksklusionen har grebet så meget om sig, at bunden er ved at blive slået ud af flere kommunale kasser. Fra lærerside er man bekymret. Det kan lyde betryggende, når en kommune tager de specialkrævende børn tilbage i folkeskolen og lader pengene fra specialtilbuddet følge dem, men formand for Danmarks Lærerforenings skole- og uddannelsespolitiske udvalg, Dorte Lange, siger, at kommunerne ikke er lige godt forberedt alle steder. Dorte Lange: ”Det vækker en hel del bekymring hos lærerne, fordi i forvejen så er det mindre end en femtedel af lærerne, der føler, at de er uddannelsesmæssigt rustet til at tage sig ordentligt af – og give ordentlig undervisning til - elever med Asperger eller autisme osv.. Så hvis vi får endnu flere af den slags elever tilbage, uden at der følger en meget grundig efteruddannelse med til lærerne, så er jeg meget nervøs for, hvad for en social udsigt, der er i det.”
Frederiksborg Amts Avis, onsdag den 19. januar 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Danmarks Lærerforening roser Hillerød Kommune for at lade en fyret lærer vende tilbage til sit job på 10. klasseskolen i Hillerød. ”Det er ikke så tit, at vi ser en kommune tage henvendelserne seriøst og genoverveje situationen. Men i stedet for at holde fast i sin beslutning har Hillerød Kommune lyttet og derefter ændret holdning. Kommunen fortjener ros for at have løst en meget fastlåst situation,” siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. Han mener, at andre kommuner også kan tage ved lære af sagen fra Hillerød Kommune. ”Vi ser alt for tit, at når en kommune først har truffet en beslutning, så er den umulig at ændre. I Hillerød har samtlige lærertillidsrepræsentanter fortalt, hvordan de har oplevet sagen, og det samme har vi gjort. Det har man heldigvis lyttet til, siger lærernes formand.
Hillerød Posten Weeken, torsdag den 20. januar 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Det sker for sjældent, at kommuner trækker fyringer tilbage, efter parterne er blevet hørt. Det mener Danmarks Lærerforening, som derfor roser Hillerød i sagen om 10. klasseskolen. ”Vi er rigtig glade for, at sagen er blevet løst på den her måde. Det var blevet en meget fastlåst situation, og desværre ser vi alt for tit i de her sager, at parterne holder fast på sit. Men her er en kommune, som andre kommuner kan tage ved lære af,” siger formand Anders Bondo Christensen.
Helsingør Dagblad, fredag den 21. januar 2011
Gordon Ørskov Madsen, formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening
Debatindlæg:
Talfusk fra ministeriet
Lærernes tid bag katederet svinger meget, hedder det i en overskrift på et Ritzautelegram, bragt her i avisen den 20. januar på baggrund af en undersøgelse fra UNI-C under Undervisningsministeriet. Forskellene mellem de kommuner, hvor lærerne har flest undervisningstimer og færrest undervisningstimer, skulle ifølge undervisningsminister Tina Nedergaard betyde, at man kan frigive 2,3 mio. undervisningstimer svarende til 3.000 lærerstillinger ved at lade lærerne undervise lige så meget som i de fem kommuner, hvor de underviser i flest timer. Problemet er bare, at tallene er forkerte. Ritzau har selv ringet til de to kommuner, som ligger i bund, og begge kommuner gennemhuller tallene. En stikprøve, hvor to ud af to viser fejlagtige tal, burde have stoppet historien der. Det er useriøst at bygge en historie op om nogle tal, som man selv har fundet frem til er forkerte! I Danmarks Lærerforening har vi yderligere kontaktet en række kommuner fra undersøgelsen, som også slår fast, at tallene er forkerte. Undersøgelsen fra UNI-C er til skraldespanden, fordi tallene helt indlysende er urigtige. Når man bruger tal i sin argumentation, som beviseligt er forkerte, så er det talfusk. Ærgerligt, at Tina Nedergaard bedriver skolepolitik på et forkert grundlag, og ærgerligt at det så ukritisk formidles videre.
Politiken, fredag den 21. januar 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Langt flere børn med ekstra behov skal blive i folkeskolen, er regeringens mål. Men lærerne er ikke gearet til det, viser undersøgelse. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er enig i, at for mange børn får specialundervisning: ”Men man skal sikre sig, at de lærere, der modtager eleverne i normalklasserne, har kompetencerne. Specialpædagogik bør fremover være en obligatorisk del af læreruddannelsen. Det er helt håbløst, at det ikke er sådan i dag.”
Radioavisen, fredag den 21. januar 2011
Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening
Lærere skal have mere viden og flere kvalifikationer, hvis man både skal sende færre elever til specialundervisning, have plads til alle og samtidig have større faglighed i folkeskolen. Det er en af hovedkonklusionerne i et forskningsprojekt, som bliver offentliggjort i dag. Hver 7. elev mellem 6 og 16 år modtager specialundervisning, og regeringen så gerne, at folkeskolen kunne rumme flere elever med særlige behov. Men mange lærere er ikke godt nok rustet til det, fortæller forskningsleder Bo Ertmann. Dorte Lange, som er formand for det uddannelsespolitiske udvalg i Danmarks Lærerforening, siger: ”Man er nødt til at investere i, at lærerne får et højere uddannelsesniveau på det her område, hvis man ikke gør det og bare tænker, nu tager vi elever hjem fra specialtilbuddene, så forudser vi altså, at der sker en social katastrofe.”
Politiken, fredag den 21. januar 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Det er et dybt splittet Vækstforum, der i dag mødes i statsministerresidensen Marienborg. Et lækket udkast til mødet opleves som et rendyrket valgoplæg til fordel for regeringen. Formanden for Danmarks Lærerforenings knap 70.000 medlemmer, Anders Bondo Christensen, siger: ”Som fagbevægelse skal vi deltage i debatten, men det er meget vigtigt, at vi holder vores sti ren og ikke lægger navn til noget, der så entydigt er regeringens politik. Det er tydeligt for enhver, at de såkaldte eksperter nu får lagt regeringens udspil i munden, fordi så kan regeringen sige, at det ikke er politik, men ekspertudsagn. Vi så det sidste gang med Globaliseringsrådet, der tilfældigvis anbefalede det samme, som der stod i regeringsgrundlaget. Men jeg synes, det er for tykt.” Han er stærkt utilfreds med, at Vækstforum på folkeskoleområdet lægger op til at ”justere overenskomsterne”, så lærerne underviser mere. ”Det er meget specielt, at de vil blande sig i overenskomstforhold. Og det er en løsagtig påstand, der viser, at de ikke er klar over, at vi indgik en ny arbejdstidsaftale i 2008. Vi har i hvert fald ikke hørt Vækstforum forsøge at sætte sig ind i den aftale, og jeg kan slet ikke forstå, at de går til angreb på det område,” siger Anders Bondo Christensen.
Weekendavisen, fredag den 21. januar 2011
Niels Christian Sauer, medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening
Kronik:
Læreren er den vigtigste faktor
Den danske enhedsskole er i vanskeligheder.Ud fra et ønske om at stille alle tilfreds har vi bestemt, at undervisningen skal tilrettelægges ud fra den enkelte elevs behov. Det har skabt en forventning hos forældrene om, at hver elev skal have sit eget skræddersyede skoleforløb, byggende på personlige forudsætninger og præferencer. Mange ser det som skolens opgave at komme den enkelte elev i møde snarere end det omvendte. Elevens selvstændige opgaveløsning, ikke mindst ved hjælp af den personlige computer, fylder mere og mere i skolen, og undervisningen tilsvarende mindre. Læreren er i stigende grad blevet en vejleder og kontrollant, der checker elevens opgaveløsning overfladisk og haster videre. For der sidder mange og venter. De, der kan finde ud af det selv, ved godt, at læreren ikke når at komme rundt om dem, så de vænner sig til at vælge lette opgaver, som de ved, at de kan løse uden hjælp. Det bliver de ikke voldsomt meget klogere af, og det bliver kedeligt i længden. Og de, der ikke kan finde ud af det selv, finder på noget andet at fordrive ventetiden med. De giver sig til at hyggesnakke, går på Facebook eller distraherer de andre.
De norske skoleforskere har en fællesbetegnelse for nogle af dem: ”Vandrerne”. De bliver ikke på deres pladser, men driver omkring, altid med en plausibel forklaring parat, når de bliver passet op: Øh Jeg sku' li'e på toilettet, på biblioteket, i kopirummet, ind efter mit viskelæder, spidse blyanten, ned og hente en trøje, hen at lukke vinduet, over og se om der er en anden computer ledig, for den her virker ikke og så videre. Professor Kirsti Klette fra Oslo taler rent ud om fremvæksten af en »minimumindsats-kultur« blandt elever, navnlig drenge, der ikke magter deres medansvar for egen læring. De taber motivationen og gør det til en sport at glide mest muligt af på alle krav fra læreren, der ender som en cirkusakrobat med 22 snurrende tallerkener, han skal holde kørende. Når han ikke frem, ryger de på gulvet. Sker det for mange gange, kan det være noget nær umuligt for læreren at kalde klassen til orden. Sådan er det gået til, at ikke mindre end 60 procent af eleverne fra 4.-10. klasse angiver, at der kun ”somme tider”, ”sjældent” eller ”aldrig” er den nødvendige ro, når der undervises. At 67 procent af eleverne mener, at konflikter tit giver en dårlig stemning i klassen ( DCUM 2009). At 28 procent af lærerne angiver at have været udsat for psykisk og/eller fysisk vold i løbet af et år ( CASA 2006). At 87 procent af skolelederne i større byer angiver, at der er problemer med uro på deres skole ( Skole og Samfund 2007). At 52 procent af lærerne under 30 år angiver, at den største udfordring ved lærerjobbet er urolige elever ( DLF 2010). Og sådan går det til, at privatskolerne boomer. Det er i denne situation, at det i egentligste forstand reaktionære krav om tilbagevenden til den delte skole og indførelse af ”talentklasser” nu dukker op. Den lavtflyvende logik er, at kan skolen ikke sikre ro i klasserne, kan den i det mindste redde de børn, der kan og vil lære noget, ud af infernoet. Sådan kan man ganske vist sikre nationen flere medaljer, det ved vi for eksempel fra Sovjet. Og sådan kan man polarisere et samfund og skabe dybe klasseskel, det ved vi for eksempel fra USA. Men sådan kan man ikke skabe et harmonisk samfund med ranke borgere, der kan levere kvalificeret arbejde. Det ved vi blandt andet fra PISA , OECD og EU-kommissionen, hvem næppe nogen vil beskylde for samfundsundergravende femtekolonnevirksomhed. Deres iskolde kalkule er, at skal den vestlige verden undgå at blive løbet over ende, har den ikke råd til polarisering mellem moderne patriciere og plebejere. Kun hvis det kan lykkes os at etablere et uddannelsessystem, der kan levere den fornødne højt kvalificerede arbejdskraft, har vi en chance. Vi må og skal derfor have en skolemodel, der kan trække så mange børn fra de skolefremmede hjem som muligt ind i videregående uddannelser, og derfor er der intet reelt alternativ til enhedsskolen. Spørgsmålet er derfor ikke, om den skal bevares, men hvilke justeringer den har brug for. Står det til regeringen, skal folkeskolen oprette »talentklasser« på alle klassetrin .
Den uomgængelige konsekvens af at pille talenterne ud af den samlede børneflok er imidlertid, at resten sidder tilbage i, hvad der rent logisk må betragtes som talentløse klasser. De ældste blandt lærerne, der også har arbejdet i den gamle, delte skole, husker med gru den opgivende, læringsfjendske atmosfære, der herskede i den slags klasser, hvor eleverne bare sad tiden af, mens de ventede på at komme ud af skolen . Ud til de lavstatusjobs, der ikke findes mere, hvor man ikke behøvede at vide og kunne så meget, bare man kunne ta' fat. Den såkaldte kammerateffekt, der blandt andet betyder, at de svage elever trækkes op af de stærke i den blandede klasse, er en veldokumenteret realitet. Den er betinget af, at de dygtigste elever forbliver sammen med deres jævnaldrende og får plads til at udfolde sig i klassen. Folkeskolen har ikke en chance for at forløse det uddannelsespotentiale, der ligger i de skolefremmede befolkningslag, hvis kammerateffekten sættes ud af kraft. Men kammerateffekten går også den anden vej. At socialisere den opvoksende generation til at kunne navigere som medborgere i et åbent, demokratisk samfund er i dag en af folkeskolens vigtigste opgaver. Det kan ikke ske i en skole, hvor børnene sorteres efter beskaffenhed og dermed kun opnår fortrolighed med dem, der er magen til dem selv. Folkeskolen er lovmæssigt forpligtet til at fremme den enkelte elevs alsidige udvikling. Hvor fristende det end forekommer, nytter det derfor ikke noget at fokusere på elevens styrkesider og negligere svaghederne. Hverken læreren, forældrene eller barnet selv ved, hvilket potentiale barnet rummer, og det tilkommer ikke skolen at træde i den Almægtiges sted. Som udgangspunkt har alle elever både styrker og svagheder, åbenlyse såvel som skjulte, og de må derfor have lige adgang til alle tilbud i den grundlovsfæstede grundskole . Lærere oplever ofte, at børn, som de troede, at de kendte godt, tager helt andre karriereveje som voksne, end nogen havde forestillet sig. At opdele børnene i to grupper, dem med talent og dem uden, er således ikke blot uetisk, men slet og ret umuligt. Det ville tillige indebære, at alle børn fag for fag skulle placeres i forskellige talentklasser med opløsning af den faste klasse og konstante opbrud i de midlertidige børnegrupper til følge. Et logistisk mareridt designet til at fremavle forvirrede, utrygge og nørdede småbørn med ensidige talenter uden mental robusthed; vokset skæve som sarte stueplanter, der altid har vendt den samme side imod lyset uden chance for overlevelse på friland. Ifølge børnepsykiaterne en stensikker opskrift på en syndflod af behandlingskrævende adfærdsforstyrrelser. Vi gør hverken børnene eller samfundet nogen tjeneste ved at beskytte dem imod udfordringer, de har svært ved at tackle og nogle gange kommer til kort overfor. Skolen skal ruste den opvoksende generation til at overtage samfundet; den må derfor give børnene mulighed for at øve sig i at tackle livets realiteter inden det bliver blodig alvor. Det gælder ikke mindst for de børn, der skal indtage de ledende poster i samfundet. Deres kommende fejltagelser vil ramme mange medborgere. Vi har brug for en skole, der sikrer, at børn fra alle samfundslag, professioner og kulturer blandes så meget som muligt: En enhedsskole med årgangsdelte klasser. Det nytter ikke noget, at vi går i sort, fordi enhedsskolen efter blot 17 års virksomhed har nogle børnesygdomme. Vi må lytte til forskningen, som igen og igen peger på lærerens person som den mest afgørende faktor for elevernes udbytte af skolegangen . Tre afgørende lærerkompetencer er indkredset: Evnen til at indgå i relationer med eleverne, evnen til at lede i et klasserum og faglig dygtighed. Relationskompetence er danske lærere noget nær verdensmestre i, og den fornødne fagdidaktiske kompetence er til stede, omend der er plads til forbedring. Men den kan ikke foldes ud på grund af manglende ledelseskompetence. Uro er ifølge PISA den mest destruktive enkeltfaktor i skolen. Vi har nu i en snes år forsøgt at holde den i ave ved at sætte så få lærere ind i den enkelte klasse som muligt, og det har medført, at lærere ofte skal undervise i fag, de ikke er uddannet i. Samtidig har vi nedtonet det fokuserede læringsfællesskab til fordel for individualiserede organisationsformer med udstrakt ansvar for egen læring til følge. Udviklingen viser med al ønskelig tydelighed, at vi er på vildspor. Børn gider ikke sidde i hver deres afsondrede, mentale celle og dyrke deres egenart. De vil fællesskabet og den engagerede lærer med sikkert greb om klassen. Forskerne siger det også: Lærerne skal påtage sig rollen som den myndige leder i klasserummet. Men vil danskerne give støtte dem i det?.
