DLF i medierne
Jyllands-Posten, mandag den 25. juli 2011
Jan Trojaborg, medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening
Efter års efterspørgsel på flere lærere er situationen på grund af massive besparelser rundt om i kommunerne pludselig vendt på hovedet. Siden den 1. januar er 834 lærere ifølge Danmarks Lærerforening blevet fyret på landsplan, og arbejdsløsheden er derfor stigende. Også i København.
Men i løbet af få år kan Københavns Kommune vise sig at redde indkomsten for næsten to tredjedele af de fyrede lærere i år. Ifølge en intern opgørelse i kommunens børne-og ungeforvaltning skal kommunen ansætte 487 lærere frem til 2015 for at følge med efterspørgslen. Det skyldes en markant vækst i antallet af borgere med deraf følgende vækst på børneområdet.
Jan Trojaborg er formand for Københavns Lærerforening og glæder sig over de nye oplysninger. På grund af besparelser i løbet af de seneste år er der blevet færre lærere til at undervise flere børn i kommunen. ”I øjeblikket er der stort set ingen stillinger at få. Så hvis man stiller de prognoser op, kan vi bare krydse fingre for, at de også skaffer pengene. Det vil være glædeligt, for i øjeblikket stiger klassekvotienten. I København går 30 pct. af børnene i privatskole, og hver gang man forringer forholdene i folkeskolen, går flere over i privatskolen. Så i sidste ende afhænger behovet af, hvad forældrene vælger.”
Berlingske, torsdag den 28. juli 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
De danske skoleledere skal ud i klasselokalerne og holde øje med, om eleverne i 2. a har fået lært at læse, og om der er for meget uro i 7. b. Skolelederforeningen opfordrer nu sine medlemmer til at overvåge lærernes undervisning og vil efter sommerferien præsentere et materiale, som skolelederne kan bruge til at vurdere lærernes undervisning. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kalder skoleledernes udspil ”en glimrende idé”. ”Det har vi efterlyst i årevis. Det, der sker i klasselokalet, er afgørende for skolens kvalitet. Det vil give lederne et mere kvalificeret billede af skolens undervisning, og det er glimrende, hvis de kommer med inspiration og sparring til lærerne,” siger han. Anders Bondo Christensen mener også, at der skal være åbenhed om, hvad lederen vil lægge vægt på i undervisningen. ”Men der er ikke brug for at standardisere god undervisning. Vi, der færdes i skolens virkelighed, ved, at dét, der lykkes for den ene lærer, ikke nødvendigvis lykkes for kollegaen.”
Politiken, fredag den 29. juli 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Det så ellers ud til, at kurven var knækket. Men efter at unge to år i træk i stigende antal har søgt ind på landets læreruddannelser, er søgningen i år stagneret - faktisk er der sket en lille tilbagegang. ”Øv,” lyder den kontante reaktion fra lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen. ”Vi håbede, at stigningen ville fortsætte, for det niveau, vi så sidste år, var stadig for lavt,” siger han.
3.472 unge har søgt læreruddannelsen som deres første ønske i år. Det er 1,3 procent færre end sidste år, men stadig markant flere end i 2008, da uddannelsen, efter at være faldet støt år efter år, skrabede bunden med 2.684 ansøgere. Der arbejder cirka 60.000 lærere i den danske folkeskole, og på grund af alderssammensætningen vil cirka 40 procent af dem de kommende ti år formentlig forsvinde ud af faget. Danmarks Lærerforening har prognoser, der forudsiger massiv lærermangel om få år - men lige her og nu har kommunerne lukket skoler og nedlagt lærerstillinger på stribe. Og mange nyuddannede lærere har haft svært ved at få job. ”Jeg er ikke i tvivl om, at mange af dem vil vælge at søge over i andre job i stedet for bare at stå i en arbejdsløshedskø,” siger Anders Bondo Christensen. ”Så mister vi en stor del af den nuværende årgang, og oveni ser vi ansøgertallet falde, selv om vi i virkeligheden har brug for en ganske markant stigning.”


