DLF i medierne
Jyllandsposten, mandag den 14. november 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
I tre årtier har stadig færre mænd valgt en karriere som lærer, og i dag er syv ud af ti lærere kvinder.
Blandt skolefolk og eksperter er det en udbredt opfattelse, at den skæve kønsfordeling er en del af forklaringen på, at der i dag især er mange drenge, som har svært ved at finde sig til rette i skolen.
Det er de drenge, som har fået nok af skolebænken efter 9. eller 10. klasse, og som derfor ikke får en ungdomsuddannelse. ”Vi taler om, at vi har skabt en skole for de boglige piger, og det forstærkes af, at der er så få mandlige lærere. Vi lærere er rollemodeller, og drengene har også brug for mænd som rollemodeller,” siger Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening. ”I 00’erne, da alt buldrede af sted, ville de unge mænd være direktører. Samtidig er læreruddannelsen blevet talt ned med Pisa-resultaterne i hånden. Det var ikke noget for unge ambitiøse mænd, men det er nok ved at ændre sig. Jeg tror, at nogle unge mænd ser anderledes på faget i dag end for få år siden,” mener Anders Bondo Christensen, som vurderer, at det er realistisk at få en lige kønsfordeling blandt lærere.
MetroXpress, mandag den 14. november 2011
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
I flere kommuner er folkeskolerne i indbyrdes overlevelseskamp om elever. Det skyldes, at flere kommuner tildeler penge efter elevtal i stedet for klasseantal. Men skoler her forskellige behov. F.eks. har mindre skoler i udkantsområder større udgifter per elev end store skoler med fyldte klasser. Og tager kommuner ikke højde for det, bliver ressourcesvage skoler fanget i negative spiraler. Det fortæller formanden i Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, der frygter, at det er en begyndende tendens, at kommuner laver unuancerede taxameterordninger for folkeskolen: ”Vi oplever desværre, at flere kommuner går over til den rene matematiske tildelingsmodel.”
Berlingske Tidende, onsdag den 16. november 2011
Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening
Halvdelen af lærerne mener, at grænsen for den inkluderende specialundervisning er mere end nået. 49 pct. af de adspurgte lærere svarer i en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, at for mange elever med særlige behov er inkluderet i normalundervisningen, og næsten lige så mange, 42 pct., siger, at der er et passende antal elever. ”Jeg tror, tallet dækker over, at mange lærere føler, at de ikke er klædt på til opgaven, fordi de savner hænder og mere efteruddannelse til en opgave, de rigtig gerne vil løse,” siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange. ”Vi har et enormt efterslæb med hensyn til efteruddannelse på dette område, og det skal løftes, hvis lærerne skal løse opgaven.”
MetroXpress, fredag den 18. november 2011
Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening
44 procent af de danske folkeskolelærere vurderer, at de i mindre grad eller slet ikke har kompetencer til at inkludere elever med gennemgribende udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser, såsom ADHD. 88 procent efterspørger mere kompetenceudvikling på området. Det viser en ny undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, har udarbejdet for Skolerådets formandskab. ”Det er den hurtige løsning at udelukke ADHDbørn fra almenundervisningen. Men jeg mener, at alle elever har godt af at lære, at mennesker er forskellige, men alle elever skal også lære noget,” siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorthe Lange, der ønsker mere efteruddannelse til folkeskolelærerne.


