Ni ud af ti lærere bruger løbende test som en del af deres undervisning. Det er ikke centralt besluttede test, men oftest test, læreren selv har udarbejdet, som bruges i forhold til undervisningen. Det viser en ny undersøgelse lavet af Megafon for Danmarks Lærerforening.
Den 4. maj 2009
”De fleste lærere har altid brugt test som en del af undervisningen. Det får vi bekræftet med denne undersøgelse,” siger Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening. ”Med den nye undersøgelse får vi sat en tyk streg under, at lærerne tester, når det giver mening i forhold til undervisningen og til den enkelte elev. Derfor skal test være tilpasset undervisningen i den enkelte klasse – og ikke være centralt besluttede.”
Undersøgelsen fra Megafon viser, at lærerne specielt bruger test som hjælp i forbindelse med undervisningsdifferentiering, skole/hjem-samarbejde, elevplaner og i undervisningens planlægning.
”Hvis den enkelte lærer selv vælger hvordan og hvornår, testene skal indgå i undervisningen, kan det både være med til at understøtte lærerens viden om den enkelte elevs faglige udvikling og lærernes evaluering af sin egen undervisning. Og undersøgelsen viser også, at lærerne har nytte af at inddrage fagligere vejledere og kolleger i lærerteamet i forbindelse med test,” siger Dorte Lange. ”For mig understreger dette endnu en gang, at diskussionen om for eller imod test er helt forfejlet. Spørgsmålet er, om lærerne skal bruge test, der giver mening i forhold til det konkrete faglige forløb, eller om test skal være centralt besluttede og uden forbindelse med undervisningen.”
Undersøgelsen er gennemført i april 2009 blandt 1345 lærere med en svarprocent på 68.
Undersøgelsen kan læses på Danmarks Lærerforenings hjemmeside: www.dlf.org


