Fra 2002 til 2010 er udgifterne til folkeskolen faldet med hele 8,1 procent målt pr. elev i normalundervisningen. Alene fra 2009 til 2010 er udgiftsfaldet på 1135 kr. pr. elev. Det viser en ny opdateret analyse fra BDO Kommunernes Revision foretaget for Danmarks Lærerforening.
Med den nye opdaterede analyse fra BDO Kommunernes Revision bliver der givet et reelt billede af, hvor mange penge pr. elev, der er blevet brugt på den almindelige undervisning – herunder den almindelige specialundervisning. BDO har bl.a. korrigeret tallene for udgifter til vidtgående specialundervisning og forskydning mellem tjenestemands- og overenskomstpension til lærerne.
”Regeringens skåltaler om stigende udgifter til folkeskolen er umulige at genkende ude i folkeskolens hverdag. Af den simple grund, at pengene i regeringens regnestykke går til alt muligt andet end den almindelige undervisning,” siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. ”Et fald på 8,1 procent i ressourcerne er virkelig noget, der gør ondt ude på skolerne. Dertil skal lægges den seneste udvikling. Indenfor de sidste 14 måneder er der nedlagt næsten 3000 lærerstillinger på landsplan. I budgetterne for 2011 sparer kommunerne 615 mio. kr.”
”Vi ønsker alle, at så mange elever som muligt kan rummes i de almindelige klasser. Men det er helt umuligt, hvis ikke der følger en særlig indsats i klassen med,” siger Anders Bondo Christensen. ”Så sent som i sidste uge kunne vi dokumentere, at mere end halvdelen af landets skoler næste skoleår får ringere mulighed for at støtte elever med særlige behov, der undervises i normalklasserne. Det er rent bespænd for øget inklusion.”


