Pressemeddelelser

Rapport: Lærernes engagement og kvalitet i undervisningen kan løfte eleverne

Når lærere får mulighed for at bruge deres faglige engagement, har det betydning for elevernes præstationer. Og det er ikke mængden af undervisningstimer, men derimod indholdet af undervisningen, som løfter eleverne fagligt, viser ny international skoleundersøgelse. Danmarks Lærerforening opfordrer politikerne til at inddrage forskningen i udviklingen af folkeskolen.

Danske skoleelever har fået 36 procent flere undervisningstimer som følge af folkeskolereformen. Men nu konkluderer forskerne bag den internationale skoleundersøgelse TIMSS, at der ingen sammenhæng er mellem antal timer og elevernes præstationer. Det er næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, enig i:

- Hvis vi skal løfte eleverne fagligt, så handler det om, at lærerne har mulighed for at skabe indhold i undervisningen og udfordre hver enkelt elev. Flere timer i sig selv giver ikke dygtigere elever, men timer med kvalitet og velforberedt undervisning gør en forskel, og det håber jeg, politikerne vil satse langt mere på. Der er i dag 14 procent færre lærerstillinger i folkeskolen end i 2009, og med den øgede undervisningsmængde til eleverne, så hænger det dårligt sammen. Der kan skabes forbedringer her til gavn for eleverne og samfundet, siger hun og understreger, at det vil styrke eleverne endnu bredere fagligt, end kun det TIMSS-undersøgelsen har målt på.

Tillid til de fagprofessionelle
Næstformanden for Danmarks Lærerforening fremhæver også, at den netop offentliggjorte internationale skoleundersøgelse viser, at lærernes engagement har betydning for elevernes præstationer. 

- Det er lærernes faglighed, som betyder, at eleverne får udbytte af undervisningen i folkeskolen. Tillid til de fagprofessionelle og inddragelse af deres viden og erfaringer i skolens udvikling styrker lærernes faglige engagement og dermed kvaliteten i undervisningen, siger Dorte Lange.

Samarbejde med ny minister
Hun ser frem til at samarbejde med den nye undervisningsminister Merete Riisager (LA) om at få skabt en bedre folkeskole for eleverne.

- Vi har et godt samarbejde med Merete Riisager, og hun har altid været optaget af at få viden og erfaringer fra lærerne i folkeskolen. Og vi oplever, at vi har et fælles fokus på at få skabt den bedst mulige undervisning for eleverne, og det håber jeg, vi kan videreudvikle, siger Dorte Lange.