Nyheder / Pressemeddelelser

"Nye" forældre vælger folkeskolen fra

Færre børn begynder i børnehaveklassen på den lokale folkeskole, mens ansøgningsbunkerne vokser på fri- og privatskolerne. Lange skoledage og store klasser får forældre til at gå uden om folkeskolen, mener Danmarks Lærerforenings næstformand, Dorte Lange.

Dygtige lærere, elevernes sociale og faglige udvikling og mindre klasser. Det er nogle af de ting, der betyder mest, når forældrene skal vælge, hvilken skole deres børn skal gå på. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har udformet for Undervisningsministeriet i samarbejde med Skole og Forældre,

Ifølge rapporten er antallet af elever i de frie grundskoler steget med 18 procent fra skoleåret 2010/2011 til 2015/2016, mens antallet af elever i folkeskolen er faldet med fire procent i samme periode. Danmarks Lærerforenings næstformand, Dorte Lange, er bekymret for udviklingen og opfordrer politikerne til at tage nye tal alvorligt. Hun mener, at den skyldes, at forældrene er klar over, at lærerne på privatskolerne ofte har bedre rammer.

- Desværre er det blevet sådan, og den udvikling har skolereformen været med til at forstærke. Derfor er kommunerne nødt til at sikre, at lærerne kan levere en undervisning med højere kvalitet, siger Dorte Lange til Ritzau.

De ”nye” forældre vælger folkeskolen fra

Hun peger blandt andet på, at mange forældre er kritiske over for, at skoledagene er blevet længere, og at der er kommet flere elever i klasserne.

- Klasserne bliver større og større i folkeskolen, mens privatskolerne kan tilbyde mindre klasser, siger hun til Ritzau.

Samtidig påpeger hun, at de højere klassekvotienter og mange lektioner også er medvirkende til, at et stigende antal dygtige lærere forlader folkeskolen og i stedet søger ansættelse på en privat- eller friskole, fordi de føler, at de der kan komme til at levere en undervisning af højere kvalitet.

Det er især de ”nye” forældre, der indskriver deres børn på privatskoler frem for folkeskoler. Sidste år begyndte 1.276 flere elever i 0. klasse på de frie grundskoler end for fem år siden. Stigningen i antallet af privatskoleelever skyldes altså ikke skoleskift, men at flere nye elever begynder på en fri- eller privatskole.

Peter Bendix, formand for Dansk Friskoleforening, er ikke overrasket over udviklingen. Han mener, at blandt andet folkeskolereformen skræmmer forældre væk.

- Jeg tror, at forældrenes valg handler om tryghed og vished. I folkeskolen bliver der hele tiden foretaget ændringer, så forældrene ikke ved, hvor mange timer deres børn skal have, og hvor mange der skal være i klassen. Friskolen er ikke omfattet af reformen, og det betyder noget, siger han til TV 2.