Pressemeddelelser / Nyheder

Bondo: Læreruddannelsen skal opgraderes

Mens flere kommuner har problemer med at rekruttere lærere, er det problematisk, at vi ser ledige pladser på landets læreruddannelser. Et løft af uddannelsen vil kunne tiltrække flere dygtige studerende, mener Anders Bondo Christensen, formand for DLF.

Stadigt flere kommuner melder om rekrutteringsproblemer, og andelen af uuddannede, der underviser i folkeskolen er stigende. Derfor er det bekymrende, når vi ser tomme pladser på læreruddannelserne landet over. Det mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

- Det er ikke betryggende tal for optagelsen, vi ser. Vi skal sikre, at der er lærere nok til at varetage opgaven, samtidig med, at vi skal sørge for, at vi har de dygtigst mulige lærere i den danske folkeskole. Derfor er det ærgerligt at se, at der er ledige pladser på alle landets læreruddannelser, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Han mener, det er en grundlæggende udfordring, at mange lærere føler, at de ikke kan lykkes med opgaven og give eleverne en undervisning af høj kvalitet. Uro oven på reformen og historier om, at lærernes muligheder for at lykkes ude i klasseværelserne er blevet mindre, er ifølge formanden med til at få unge til at vælge læreruddannelsen fra.

Anders Bondo Christensen understreger, at det er afgørende, at vi giver lærerne bedre muligheder for at udføre deres arbejde ude på skolerne. Samtidig skal uddannelserne have en opgradering, så det fremover bliver mere attraktivt at vælge lærerprofessionen til. Han peger på en stærkere kobling mellem forskning og praksis, mere undervisning og et løft af praktikken som områder, der kan styrke læreruddannelsen.

- Vi skal klæde de studerende bedre på, og derfor foreslår vi, at vi løfter læreruddannelsen til en 5-årig uddannelse i stil med den, vi ser i Finland. En kandidatuddannelse vil give bedre muligheder og højere anseelse, som forhåbentlig vil kunne tiltrække flere engagerede studerende,” siger Anders Bondo Christensen.

2.691 nye lærerstuderende har i dag fået besked om, at de er optaget på en af landets læreruddannelser.

Se hele oversigten over læreroptaget her.