Selvom du har en kronisk sygdom, er der flere muligheder for hjælp til at blive på arbejdsmarkedet. Revalidering, job med særlige vilkår og fleksjob
Hvis det er dokumenteret, at du ikke er i stand til at fortsætte i dit nuværende job, skal bopælskommunens sagsbehandler udarbejde en såkaldt resurseprofil, og det skal ske i samarbejde med dig. Resurseprofilen udgør grundlaget for en plan for, hvordan du kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Måske er løsningen revalidering til et mindre belastende job, som tager mere hensyn til dit helbred. En revalidering kan bestå i genoptræning, virksomhedspraktik hos private eller offentlige arbejdsgivere eller en egentlig uddannelse.
Job med særlige vilkår
Når du på trods af sygdom har en væsentlig del af din arbejdsevne i behold, er der mulighed for at vende tilbage til eget job med skånehensyn. Der kan laves en aftale mellem arbejdsgiver, dig og din kreds, som tager specielle hensyn til dig. Skånehensynene kan for eksempel bestå i ændringer i arbejdstiden, mulighed for pauser, fritagelse for fysisk krævende fag og lignende. En sådan aftale kan gælde indtil videre, eller den kan aftales for en på forhånd fastsat periode.
Desuden kan det kommunale jobcenter bevilge ansættelse af en personlig assistent, som har til opgave at hjælp dig med at varetage dit job nogle timer om ugen.
Fleksjob aftales mellem kredsen og arbejdsgiver
Bevilling af fleksjob kan komme på tale, hvis en arbejdsprøvning har vist, at din arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat af helbredsmæssige årsager. Vilkårene i fleksjob aftales mellem bopælskommune, arbejdsgiver, dig og kredsen.
Kommunen tager beslutningen
Det er bopælskommunen, der efter grundige undersøgelser af din arbejdsevne beslutter, hvorvidt du er berettiget til et fleksjob. Ifølge loven skal alle andre muligheder for ustøttet beskæftigelse være afprøvet, så du må forberede dig på en vis sagsbehandlingstid.
Bevarelse af rettigheder
Ved ledighed er du sikret en ledighedsydelse, som svarer til arbejdsløshedsunderstøttelsen, og bopælskommunen er forpligtet til at hjælpe dig med at finde et nyt fleksjob. Du er ikke berettiget til efterløn, men du har ret til en efterlønslignende ordning - nemlig fleksydelsen. Den bliver administreret af din bopælskommune.



