Hvis du er ramt af fysisk eller psykisk vold er det vigtigt at du får hjælp med det samme.
Fysisk vold er enhver form for fysisk handling, som skader, smerter, skræmmer eller krænker. Volden kan fx være slag, spark, skub, angreb med en genstand eller fysisk tvang.
Psykisk vold er at skade, skræmme eller krænke en anden uden direkte fysisk påvirkning. Det kan også være at dominere andre ved trusler. Skæld-ud, gentagen sårende kritik, ignorering og ydmygelse er eksempler på psykisk vold.
Hvis du har fået fysiske skader
Hvis du har fået fysiske skader skal du tage på skadestuen eller til din egen læge, så eventuelle skader registreres og behandles. Det kan have betydning for en senere arbejdsskadesag.
Tag dine psykiske reaktioner alvorligt
De følelsesmæssige reaktioner på at blive udsat for vold eller trusler om vold kan være voldsomme og meget forskellige. Du kan blive angst, du kan føle skyld eller skam, du kan blive fortvivlet eller vred, føle dig skuffet og sørge.
Ingen følelser er forkerte. De er symptomer på at du er i krise og det er vigtigt at du søger hjælp til at få dem bearbejdet.
Hvor kan du få hjælp?
Tal med din leder, arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant om, hvad mulighederne for at få hjælp er. Du kan også slå op på Danmarkskortet, hvor du kan se, hvilke kommuner tilbyder psykologbistand ved vold og trusler om vold.
I Danmarks Lærerforening’s rådgivning kan du tale med en konsulent og eventuelt få en henvisning til psykologhjælp.
Sygemelding
Hvis du har været udsat for vold, kan det være nødvendigt at være sygemeldt i en periode for at få den nødvendige ro. Hvis du er sygemeldt, er det vigtigt at der laves præcise aftaler for, hvordan du skal genoptage arbejdet. Måske skal du starte på nedsat tid og måske skal det aftales, at du ikke skal undervise bestemte klasser eller elever, når du begynder at arbejde igen.
Har din skole en voldspolitik?
Det er vigtigt at hver enkelt skole formulerer en voldspolitik. Den skal være med til at forebygge vold og give klare retningslinjer for, hvordan det skal håndteres, når det sker. Spørg ledelsen eller din arbejdsmiljørepræsentant, om din skole har en voldspolitik.



