Få styrket din fagpolitiske handlekompetence i forhold til arbejdet som organisationsvalgt. Fokusområderne er kommunikation, forhandling og konflikthåndtering med hovedvægt på udvikling af personlige og sociale kompetencer
Modulerne henvender sig til alle nyvalgte (undtagen suppleanter).
Kursusbeskrivelse
For alle 3 moduler gælder, at undervisningen er baseret på din aktive deltagelse i øvelser og debatter. Dit udbytte vil derfor i høj grad afhænge af din egen arbejdsindsats.
Grundmodulerne betragtes som et samlet hele. Det indebærer, at deltagerne følger samme hold med samme undervisere gennem alle 3 moduler. Kun i ganske særlige tilfælde, fx i forbindelse med sygdom, kan det lade sig gøre at skifte hold undervejs.
På hvert af de 3 moduler møder du et hovedstyrelsesmedlem, og der vil være mulighed for at debattere aktuelle foreningspolitiske emner.
Ved afslutningen af modul 3 får du et uddannelsesbevis, der beskriver, hvilket indhold du har været igennem.
Forudsætningen for at få uddannelsesbeviset er, at du har deltaget i fuldt omfang på alle 3 moduler.
Modul 1 – kommunikation
Modulets formål er, at deltagerne
- får en fælles faglig og social referenceramme, der giver mulighed for fortsat læring på de efterfølgende moduler
- erkender vigtigheden af god kommunikation, dels af hensyn til deres rolle som organisationsvalgt, dels med henblik på emnerne på de 3 grundmoduler
- kan anvende forskellige samtale- og feedback teknikker med henblik på at opnå gennemslagskraft i arbejdet som organisationsvalgt
- får drøftet og udviklet egne fagpolitiske synspunkter og holdninger samt trænet fagpolitisk argumentation.
Konkret arbejdes der med forudsætninger for god kommunikation, samtaleteknik, egen fremlæggelse af et fagligt emne samt med faglige problemstillinger, som en organisationsvalgt kan støde på i sin hverdag.
Modul 2 – forhandling
Modulets formål er, at den enkelte deltager gennem forhandlingsøvelser og teori
- kvalificeres til selv at gennemføre forhandlinger
- får udbygget sit kendskab til de forskellige elementer i en forhandlingsproces
- trænes i forberedelse, gennemførelse og efterbehandling af forskellige forhandlingsforløb
- får skærpet sin bevidsthed om betydningen af arbejdet i ”baglandet”
- får viden om MED/SU
- får kendskab til DLF’s placering i organisationsbilledet.
Konkret tages forskellige elementer i forhandlingsprocessen op i en række forhandlingsøvelser af forskellig karakter. Den relevante teori knyttes til øvelserne.
Modul 3 – konflikthåndtering
Modulets formål er, at deltagerne
- får mulighed for at diskutere en række af de dilemmaer, som organisationsvalgte kan møde i hverdagen
- opnår viden om konflikter, herunder nedtrappende adfærd i konflikter og egen konfliktadfærd samt om TR´s rolle i konflikter
- oplever, at de selv har indflydelse på, at konflikter ikke udvikler sig, men måske tværtimod kan trappes ned
- får drøftet aktuelle politiske udfordringer for foreningen
- får ideer til at holde gode møder i faglig klub.
Konkret arbejdes der med personlig ageren i forhold til forskellige konfliktscenarier.
Prioritering af grundmodulerne
De 3 grundmoduler betragtes som nævnt som et samlet hele. Du skal derfor tage højde for den tidsmæssige placering af alle 3 moduler, når du prioriterer.
Efter optagelse vil du kun undtagelsesvis - fx i forbindelse med sygdom - kunne blive flyttet til et andet hold, end det du starter på.
Optagelse efter tilmeldingsfristens udløb sker i det omfang, der er plads på holdene. Som beskrevet i forordet vil der i 2011 blive taget højde for, at valget til tillidsrepræsentant i nogle kommuner vil være forsinket pga. skolelukninger og – sammenlægninger.
Børnepasning
Der etableres børnepasningsordning på ORG-09, hvis der viser sig behov for det. Pasningsordningen er for børn i alderen 2 - 8 år og kun for deltagere, der ikke har andre muligheder for at få deres børn passet.
Ordningen tilbydes i tidsrummet kl. 8.30 - 22.00. Det er pædagoger, der tager sig af børnene, både mens undervisningen foregår og under måltiderne. Børnenes opholds- og transportudgifter betales af foreningen.
Det er vigtigt, at du allerede ved tilmeldingen søger om børnepasning og oplyser barnets navn og alder.
Hvis der tilmeldes flere end 12 børn, kan foreningen være nødt til at give afslag på ansøgningen.
Eventuelle afvigelser fra ovenstående skal aftales med afdelingen for kursus- og kompetenceudvikling forud for kurset.
Underviser
Konsulenter fra sekretariatet og regionalt ansatte undervisere, der arbejder i kredsene.
Varighed og tilmelding
Modul 1 begynder kl. 11.00 med velkomst og slutter på 3.-dagen kl. 15.00.
Modul 2 begynder kl. 12.00 med frokost og slutter på 4.-dagen kl. 12.00. Derefter frokost.
Modul 3 begynder kl. 12.00 med frokost og slutter på 3.-dagen kl. 15.00.
Prioritering af hold
Hovedparten af deltagerne på grundmodulerne er tillidsrepræsentanter ansat i folkeskolen. Disse tillidsrepræsentanter kan søge alle hold. Hvis du ikke er ansat i folkeskolen, opfordrer vi dig til at søge det hold, der passer med din ansættelsesform. Så er chancen for, at du kommer sammen med andre med samme ansættelsesmæssige baggrund som dig selv, størst. Nedenfor kan du se, hvordan ansættelsesstederne er fordelt. Alle har dog mulighed for at prioritere alle hold, hvis det passer bedst af tidsmæssige årsager. Deltagelse på et bestemt hold kan ikke garanteres. Hvis du benytter prioriteringsmuligheden, bestræber vi os på, at du optages på et af de uddannelsesforløb, du har prioriteret højt.
Tillidsrepræsentanter i folkeskolen kan søge alle hold – resten opfordres til at søge efter ansættelsessted
Hold ORG-01 – TR ved PPR og på UU-centre
Hold ORG-03 – TR ved de regionale skoler med specialundervisning for børn og voksne
Hold ORG-04 – TR på professionshøjskolerne og i folkeskolen
Hold ORG-05 – TR på private gymnasieskoler og husholdnings- og håndarbejdsskoler
Hold ORG-06 – TR i Dansk Røde Kors og i folkeskolen
Hold ORG-07 – TR ved specialundervisning for voksne i kommunerne
Hold ORG-08 – TR ved visse statslige institutioner
Hold ORG-09 – TR på social- og sundhedsskolerne (Dette hold har børnepasning)
Hold ORG-10 – TR ved PPR og på UU-centre
Hold ORG-11 – Ingen speciel målgruppe
Tilmeldingsfristen er den 15. april 2011.For at tilmelde dig Central intro skal du logge dig ind på Min Side. Se også vejledning til hvordan du tilmelder dig.




